Byråd godkender genhusning af elever på Rønbækskolen
28 millioner kroner afsat til at renovere Rønbækskolen. Eleverne skal genhuses gradvist, mens arbejdet står på
En omfattende renovering af Rønbækskolen i Hinnerup er nu godkendt af byrådet her tirsdag aften.
Der er afsat 28 millioner kroner til blandt andet at udskifte det nuværende bølgeeternittag med nyt tagpaptag i alle skolefløjene, samt en efterisolering i tagrum og udskiftning af tagrender, taghætter og nedløbsrør. Skolens brandsikring opdateres og der etableres nye ovenlys.
Mens det står på skal elever og medarbejdere genhuses i en lejet pavillon, der stilles op på parkeringspladsen ved Rønbækskolen, ligesom der opsættes en lejet køkkenvogn til genhusning af skolens køkkenfaciliteter under renoveringen af skolens administrationsfløj, hvor kantinen er placeret.
Renoveringen sker fra november 2017 til oktober 2019. Arbejdet udføres etapevis af fem omgange. Hver etape vil vare omkring tre måneder, og omfatter en skolefløj ad gangen.