Fortsæt til indhold

"Det er så god stil"

Højbjerg-drenge skrev sød besked til Almaz Mengesha

Samfund
Danni Paulsen

"Det er simpelthen så god stil, og det ville jeg dele med folk."
Sådan siger Almaz Mengesha, byrådskandidat i Aarhus for Liberal Alliance, om en besked hun forleden modtog fra to niendeklasses-drenge fra Højbjerg.
Drengene havde fundet en af hendes valgplakater på jorden, men i stedet for at lade den ligge, tog de den til sig og gav den en varm behandling.
"Hej Almaz. En lille, hyggelig besked her i den travle tid. Du var faldet ned fra en lygtepæl og lå i det kolde græs, da vi fandt dig i går aftes. Frygt ej. Vi har taget dig til os og givet dig et varmt hjem her i Højbjerg. Både mad og søvn har du fået, så du kan samle energi til, når du skal ud og hænge og blomstre på lygtepælen igen - det skal vi nok sørge for. Held og lykke videre med valget. Mvh. Daniel og Andreas," skrev de til LA-kandidaten og vedhæftede to billeder af plakaten, der fik morgenmad og lå en i varm seng.
LÆS OGSÅ: Mød byens spidskandidater: Almaz er vild med viden
Beskeden blev Almaz Mengesha så glad for, at hun slog den op på sin Facebook-side.
"Folk er så hårde ved hinanden i en valgkamp. Retorikken kan være så grim, at man kan få lyst til at lukke helt ned engang imellem. Pludselig kommer der sådan et fuldstændig uventet og sødt indspark fra to drenge, som jeg ikke kender, og som ikke er stemmeberettiget," siger hun.
Senere delte hun den med Anders Hemmingsen, en særdeles populær instagrammer med næsten en halv million følgere, som valgte at slå billedet op, og i skrivende stund har det fået 25.000 likes på Instagram. Se opslaget i slutningen af artiklen.
"Han bliver jo oversvømmet med tips fra folk, men han syntes tilsyneladende, at det var lige så sødt som jeg," siger Almaz Mengesha.
LÆS OGSÅ: Socialdemokratiet fik fjernet flest valgplakater
Nu har hun aftalt med de to drenge, at de skal mødes på tirsdag, hvor hun vil give dem og deres skoleklasse en lille gave. Og så vil hun invitere klassen på besøg på rådhuset, hvis hun bliver valgt ind, så de kan lære lidt om politik.
"Jeg synes, det kalder på respekt, at de gør sådan noget. Det er fantastisk, at to så unge drenge viser sådan et overskud og viser vejen for, hvordan voksne mennesker bør opføre sig i en verden, hvor hård retorik er så dominerende," forklarer Liberal Alliances spidskandidat.

Genialt. (@almazmengesha,@sandm0sesquaded)
Et opslag delt af Anders Søby Hemmingsen (@andershemmingsendk) den 2. Nov 2017 kl. 7:45 PDT