Fortsæt til indhold

Slut med at tjekke mails i weekenderne

Thomas Medom (SF) har hentet inspiration hos Venstre-minister Søren Pind

Samfund
Arkiv

En SF'er der er enig med en Venstre-mand. Det er et særsyn.
Men når det kommer til stress på arbejdet, så er Thomas Medom (SF), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, og Søren Pind (V), minister for Forskning og Uddannelse, på linje.
Deres medarbejdere skal ikke tjekke mails og besvare opkald og sms'er, når de har fri.
Pind satte gang initiativet i juni 2017 i sit ministerium, og nu følger Medom trop og sætter gang i et nyt initiativ, der skal forhindre, at medarbejdere og chefer forstyrrer kolleger med mails eller opkald i weekenden.
LÆS OGSÅ: Mød byens spidskandidater: “Et åndehul i byens stress og jag”
Initiativet er en del af en større indsats, som skal sætte fokus på 'det grænseløse arbejdsliv’, lyder det i en pressemeddelelse.
Derfor modtager medarbejdere og chefer i Sociale forhold og Beskæftigelse nu en orientering om rådmandens beslutning om at indføre et ’SMS og mailstop’ i weekenden.
”Alt for mange går ned med stress, og vi er nødt til at få en bedre balance mellem arbejde og fritid. En ting er at arbejde i fritiden, men når man også forstyrrer kollegaer uden for almindelige arbejdstid, så rykker vi ved de forventninger, vi har til hinanden som medarbejdere og chefer. Jeg synes det er vigtigt, at alle har tid og mulighed for at prioritere familien, fritidsinteresser og være en del af andre fællesskaber end på arbejdspladsen. Det tror jeg også giver mere overskud, når vi så er på arbejde,” siger Thomas Medom og fortæller, at Søren Pind har fat i den lange ende i lige netop dette tilfælde.
LÆS OGSÅ: Flere gratis tilbud til stressede aarhusianere
”Det er ikke hverdagskost, at Søren Pind og jeg er enige i politik. Han har dog efter min mening fat i noget af det rigtige her. Noget, som rækker ud over vores klassiske politiske diskussioner. Jeg mener, at tiden er til, at vi tager en grundlæggende diskussion om, hvad det er for et samfund vi ønsker. Vi stopper op og siger ro på, og som øverste chef for 4.000 medarbejder siger jeg, at det er vigtigt, at vi få en bedre balance mellem arbejde og fritid,” forklarer rådmanden.
Ifølge ham er der en generel tendens til, at arbejdet 'æder' sig ind på vores fritid. Rådmanden vurderer, at initiativet kan være med til at starte en debat og flytte balancen i den rigtige retning.
”For mig er det helt afgørende, at man også har tid og mulighed for at engagere sig i fællesskabet, familien og sine fritidsinteresse. Det tror jeg rent faktisk også giver glade medarbejdere, som har et større overskud til at tage hånd om borgeren, når de er på arbejde,” siger Thomas Medom.
Initiativet igangsættes som forsøgsordning pr. 1. januar 2018 frem til 1. juli 2018. Herefter evalueres ordningen. Initiativet følges op af dialoger på de enkelte arbejdspladser om, hvordan man lokalt opnår en sund balance mellem arbejde og fritid.
dp