Venstre-kandidat rykker ud med kaffe og kage
Birthe Moe Laursen har erkendt, at vælgermøder ikke flytter bare en tøddel
Venstres Birthe Moe Laursen har opgivet de traditionelle vælgermøder til at gøre opmærksom på sig selv og sine politiske hardliners.
Hvis borgerne ikke vil komme til vælgermøde, så kommer hun i stedet ud til borgerne, der hvor de er. Det kan være i foreninger, på institutioner, på virksomheder eller hjemme ved køkkenbordet.
“Hvis du har brug for at give en byrådskandidat i Syddjurs input og gode idéer, så kommer jeg gerne forbi med kaffe og kage og snakker politik hos dig. Intet er for stort, og intet er for småt. Politik kvalificeres i dialogen,” siger Birthe Moe Laursen.
Bare ring
”Det er måske en lidt utraditionel måde at føre valgkamp på, men jeg er meget optaget af at gøre det bedst mulige for Syddjurs Kommune. Så jeg håber at folk tager godt imod min opfordring,” siger Birthe Moe Laursen, der er formand for Rosenholm Venstre og sidder med i Venstres fællesbestyrelse i Syddjurs.
Hun arbejder til daglig som demenskoordinator ved Syddjurs Kommune.
"Kaffen bliver hurtig brygget og kagen bagt,” lover Birthe Moe Laursen, hvis der bliver ringet på mobil: 28458418.