Fortsæt til indhold

Mere kultur til Favrskov

Samfund
Erik Øster Særkjær (S), KV17 kandidat. Gl. Viborgvej 2, 8450 Hammel

I søndags var jeg så heldig at deltage i forestillingen "Tog til tiden" i Hadsten, og jeg kunne se hvordan flere tusinde mennesker mødte op for at stå i kulden og nyde oplevelsen. Det vidner for mig om at vi sagtes kan lave noget tilsvarende igen i Favrskov, noget stort og ekstravagant.
Og det vidner også om at vi har nogle borgere, der gerne vil deltage i kulturelle aktiviteter i alle aldre.
Når jeg kigger ned over aktiviteterne i kommunen, så ser det rigtig spændende ud, og jeg kan kun glæde mig over de ting der allerede er på programmet. Men samtidig kan jeg heller ikke undgå at se at der er en gruppe borgere, hvor udbuddet af aktiviteter er stærkt begrænset, nemlig for de 15-25 årige.
Vi mangler simpelthen tilbud til de unge, hvilket jeg synes er rigtig ærgerligt. Det er noget jeg godt kunne tænke mig at vi får gjort noget ved i løbet at de næste par år.
Kultur er mange ting, nogle mennesker tænker kultur er musik, teater, kunst eller lign. Men kultur er meget mere end det; det er, hvad der gør os til danskere, det er, hvordan vi ser og møder hinanden.
Derfor vil jeg gerne som videreførsel af kulturåret sætte fokus på Favrskovs kultur. Hvordan er kulturerne ude i landsbyerne? Hvordan er den på vores skoler? Og kan de forskellige kulturer lære noget af hinanden og måske endda inddrage hinanden i en fælles kultur?