Fortsæt til indhold

Aarhus har indviet kraftvarmeværk til 1,3 milliarder kroner og er nu selvforsynende med grøn energi

Minister og rådmand klippede den røde snor i Lisbjerg

Samfund
Arkiv

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) og Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, har i dag indviet Biomassefyret Kraftvarmeværk A/S i Lisbjerg.
Værket er opført som led i den grønne omstilling i Aarhus, der har som mål at blive C02-neutral i 2030.
LÆS OGSÅ: Kraftvarmeværk i Lisbjerg gør Aarhus grønnere
Det har kostet 1,3 milliarder kroner at opføre og er et af de største anlægsprojekter i kommunen i mange år. Sammen med træpillevarmen fra Studstrupværket er Aarhus nu selvforsynende med grøn energi, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

"Indvielsen er en mærkedag for Aarhus' stærke position på den grønne front, hvor Danmarks næststørste by markerer sig med den hidtil største danske omlægning til grøn energi. Sammen med den grønne energi fra Studstrupværket og det nye biomassefyrede kraftvarmeværk har vi nu tilstrækkeligt med grøn el og varme til at dække aarhusianernes forbrug,” siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø.
LÆS OGSÅ: Studstrupværket gør klar til træpiller

Der var første spadestik til anlægget i november 2014. Tidligere i år kom kraftvarmeproduktionen op at køre, og senest har der været fokus på finish og færdiggørelse inde og ude.