Fortsæt til indhold

Rammerne for Aarhus’ nye brokvarter er sat

Nærhed til naturen er i højsædet i nyt kvarter fra midt til vest

Samfund
Arkiv

Byrådet har vedtaget udviklingsplanen for det nye brokvarter ved Søren Frichs Vej.
Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
De første projekter står inden længe færdige, og en ny bydel vokser frem i brokvarteret, som er området langs Søren Frichs Vej fra Godsbanen i øst til Åby Skole i vest.
Her skal livet leves på gaden, i forretninger og i de grønne byrum, og der skal være tænkt særligt meget på børnefamilier, lyder det i udviklingsplanen, der er vedtaget.
”Det er meget glædeligt, at byrådet nu har vedtaget udviklingsplanen for det nye brokvarter. Det er yderst sjældent, at man får nye og så centrale bykvarterer i større byer. Udviklingsplanen lægger op til, at det nye brokvarter bliver en alsidig by med sin helt egen identitet tilsat de charmerende og spændende elementer, som vi elsker ved Aarhus’ andre brokvarterer som Frederiksbjerg og Trøjborg,” siger Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø.
LÆS OGSÅ: Havefolk opruster i kampen mod højhus på 58 meter
Udviklingsplanen sætter rammerne for, hvordan det nye kvarter skal udvikles, og planen tager udgangspunkt i en vision med fem grundlæggende kvaliteter: Byen i byen, byliv før byrum og byrum før bygninger, en blandet by med børn, byen med trafiknerve og en naturnær storby.
Det er også disse principper, som de allerede igangsatte byggerier i området er formet efter.
Visionen er, at byrummene i kvarteret skal have mere fokus end bygningerne, så man skaber et godt og grønt byliv med nærhed til naturen.
Søren Frichs Vej skal fungere som en levende og pulserende bygade, og boligudbuddet skal være blandet, lyder ambitionerne.
Næste skridt er at iværksætte initiativer til at sikre behovet for skoler, daginstitutioner samt sports- og fritidsaktiviteter i området.
dp