Fortsæt til indhold

Nægter at deltage i kursus i Sundhedsplatformen

Samfund
Jacob Nielsen

Det skandaleombruste IT-system Sundhedsplatformen blev indført på hovedstadens sygehuse for halvandet år siden og har efterfølgende fået skarp kritik af læger, sygeplejesker og andet hospitalspersonale.
Den 25. november skal Sundhedsplatformen efter planen udrulles i Region Sjælland, og derfor skal personalet nu på kursus, men det vil en af regionens læger, overlæge Ib Kollerup, der arbejder som specialist i autisme under distriktspsykiatrien i Køge, ikke. Det skriver DR Sjælland.
"Alle vores medarbejdere skal have gennemført kurser for at blive certificeret til at bruge Sundhedsplatformen. Det er en betingelse, at man har lært at bruge systemet for at være ansat i Region Sjælland," siger koncerndirektør i Region Sjælland, Lars Onsberg Henriksen.
Ib Kollerup nægter dog. Han har oprettet Facebookgruppen "Sundhedsplatformen nej tak", som på rekordtid har fået over 1.700 følgere.
I Facebookgruppen bakker en anden læge - overlæge på Psyliatrisk Center Glostrup, Sten Oyre - Ib Kollerup op med ordene:
"Tak til de mange nye medlemmer, som støtter Ib Kollerup og min kamp for at slippe af med et surrealistisk tåbeligt katastrofalt ødelæggende IT-system Sundhedsplatformen. 1.000 tak til jer alle. Jeg kan tilføje. De kurser er FULDSTÆNDIG ubrugelige og Ib Kollerup er IKKE gået glip af noget! Det er så tåbeligt kompliceret brugeruvenligt at INGEN kan lære det IT-system på et kort kursus."
Ib Kollerups boycut af kurset har dog ført til, at han er blevet varslet bortvist fra arbejdspladsen, skriver DR Sjælland. Til mediet oplyser Ib Kollerup, at hans bortvisning netop nu er i høring.