Kommunen skal hjælpe ældre ud af RKI
Stigning i antal ældre mennesker i RKI får to rådmænd til at reagere. Aarhus byråd vedtager en styrket vejledning af ældre
Antallet af danskere registreret i skyldnerregisteret RKI er faldende, men ikke når det kommer til personer over 60 år. Faktisk er antallet af ældre i RKI steget med 19 procent fra 2014 til 2017.
Den tendens vil rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF) og rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (RV) se på, om Aarhus Kommune kan være med til at vende.
Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
”Der kan være flere forskellige forklaringer på, hvorfor ældre havner i en økonomisk svær situation og i sidste ende i RKI. Kommunen kan selvfølgelig ikke gå ind og tage ansvaret for den ældres økonomi. Men hvis vi kan hjælpe bare det mindste med at vende den negative tendens, som vi har set over de seneste år, så skal vi da gøre det,” fortæller Jette Skive, som stillede forslaget i byrådet, da hun hørte om udviklingen.
De to rådmænd ser et samarbejde mellem magistratsafdelinger som vigtig for at styrke vejledningen om økonomisk støtte til ældre.
Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad vil se på, hvordan ældre modtager vejledning og information om muligheder for offentlig støtte.
”Vi ved, at nogle kan opleve, at det er svært at navigere rundt i den digitale selvbetjening, og det skal vi hjælpe dem med. Vi har sammen med Ældresagen lavet nogle målrettede indsatser, men vi skal styrke kommunikation yderligere. Det er vigtigt, at vi får inkluderet alle borgere, og vi skal støtte dem, der har brug for hjælp til at komme i gang,” siger han.
LÆS OGSÅ: Valgmøde: Seniorlivet kom på dagsordenen
Vigtigheden af at se på, hvordan vejledningen til økonomisk støtte kan lettes får Jette Skives fulde opbakning.
”Når ældre flytter i ældre- eller plejebolig, står de ofte over for at skulle søge boligstøtte. Men i en situation, som kan være meget følelsesladet, fordi man skal flytte fra et hus, som man måske har boet i hele livet, er det ikke altid man husker på alt det praktiske, der følger med,” siger Jette Skive.
Et andet fokus i indsatsen er på samarbejdet med andre om at få informationen ud til de ældre. Også her ser rådmændene en mulighed for at styrke vejledningen for ældre.
”Når vi kigger på de tilbud, der allerede eksisterer, så er det typisk målrettet unge eller andre borgere, og det er jo rigtig fint. Men ligesom unge har nogle helt særlige behov for hjælp, så har ældre det også. Derfor vil vi rigtig gerne se på mulighederne for, at nogle af vores samarbejdspartnere kan udvikle et tilbud målrettet vores ældre borgere,” siger Jette Skive.
Forslaget blev behandlet på onsdagens byrådsmøde og skal behandles i Sundhed- og Omsorgsudvalget før indstilling til godkendelse i byrådet.
dp