Syddjurs med i kampen mod fattigdom i Danmark
Kirkens Korshær arrangerede i 2016 for første gang siden 1938 en landsindsamling til fordel for fattige herhjemme. Søndag 26. november følger den næste
Under overskriften ”Alle mennesker er noget værd” går Kirkens Korshær ud med en stor landsindsamling til fordel for fattige mennesker i Danmark.
I Syddjurs har to personer sat sig i spidsen for en lokal indsats for hjemløse, psykisk sårbare, misbrugere, og andre udsatte mennesker. Det er Tove Mikkelsen, Rønde, og Else Marie Bøgh, Ebeltoft, som begge har arbejdet i mange år med Kirkens Korshærs genbrugsbutikker.
De håber mange har lyst til at bruge et par timer af deres søndag 26. november til at gå rundt og ringe på.
Tove Mikkelsen og Else Marie Bøgh fortæller, at der desværre hele tiden bliver mere behov for Kirkens Korshærs arbejde: ”Flere har brug for et sted at sove, flere børn har brug for en madpakke, og der skal midler til det sociale arbejde på bl.a. varmestuer og væresteder”.
Samtidig slår de fast, at det er vigtigt at holde fast i et ordentligt menneskesyn. ”Når det hedder “Alle mennesker er noget værd”, er det jo fordi, det aldrig kan være status og indkomst, der afgør, om et menneske skal behandles med værdighed”.
Alle Kirkens Korshærs genbrugsbutikker på Djursland holder åbent fra klokken 10 på indsamlingsdagen.