Også landmanden ønsker rent drikkevand - det ved jeg, for jeg er det selv
"Hvor er det fantastisk at levet i et land, hvor vi er begunstiget med geologi forhold og en omtanke, der gør at vi kan at vi kan drikke ren, frisk og velsmagende vand direkte fra vores undergrund. Det skal vi holde fast i – det tror jeg alle er enige om.
Mest omtalt i øjeblikket er fund af pesticidrester i enkelte vandboringer og med mellemrum gøres der bakteriologiske fund, der medfører at vi skal koge vandet inden det kan drikkes. Og hvad kan vi så gøre for at undgå disse forureninger. Spontane bakteriologiske fund vil opstå fra tid til anden – for at få vandet op af jorden skal der være et hul og det vil altid udgøre en risiko.
Med pesticider forholder det sig anderledes. Hvis ellers vandværkets pladsmand holder kemisprøjten i ro, kan fund af pesticidrester kun opstå som konsekvens af nedsivning gennem jordlagene.
Gennem de seneste år er der sket en voldsom opstramning på de godkendelsesprocedurer et givent kemisk beskyttelsesmiddel gennemgår. Udover den skrappe europæiske godkendelse, har vi i Danmark etableret et endnu mere finmasket undersøgelses – og godkendelsessystem. Det bevirker at vi i Danmark har langt færre midler til rådighed end i feks. Tyskland. Opstår der en mindste mistanke til et middel sker der straks en revurdering af godkendelsen.
Er det så nok? Det er her vi går fra fakta og viden til tro og religion. Vores nationale, objektive godkendelsessystem tager alle forbehold, men vil fremtidig viden alligevel vise at vi tog fejl. Det vi ser i dag er resultatet af handlinger, der i god tro blev foretaget for 40-60 år siden. Det var dengang at anbefalingerne til kemiemballage og affald var ”nedgravning i minimum 50 cm dybde”. Vi er kommet langt, langt videre.
Jeg kan godt forstå at en borger alligevel kan have sin tvivl. Blot skal huske at vi lever i et retssamfund, som vi forsøger at basere på tillid, og vi har en lovgivning der beskytter ejendomsretten og den brugsret den øvrige lovgivning udstikker.
Hvis vi som samfund vælger at have ekstra beskyttelse af vandindvindingsområderne, må vi følge de spilleregler som samfundet er bygget på - lad os kalde det danske værdier - vi skal tale sammen og finde reelle løsninger.
Det vil alt andet lige gøre vores vand dyrere, men sådan må det være, og det mærker jeg en bred lokalpolitisk opbakning til.
Lad os behandle hinanden ordentligt ..."