Fortsæt til indhold

Hva’ nu hvis, Kirstine Bille?

SF’s borgmesterkandidat kan snart komme til at stå i et vadested

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Kirstine Bille, 57, satte sig solidt på tronen som stærkeste stemmesluger i Syddjurs ved valgene i 2009 og 2013.
I 2009 lykkedes det hende på dramatisk vis at få borgmesterposten, selvom både Claus Wistoft (V) og Jesper Mathiesen (S) nåede at snuse til borgmesterkæden, inden en endelig konstitueringsaftale var underskrevet i det nye byråd.
I 2013 måtte Kirstine Bille krybe til korset og overlade borgmesterhvervet til Claus Wistoft, og 'nøjes' med tjansen som viceborgmester og formand for Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur (PUK) - en formandspost hun også havde i det allerførste Syddjurs Byråd fra 2006/07-2009.

Folketingsambitioner

Kirstine Bille er sideløbende med sit engagement i lokalpolitik også SF's folketingskandidat på Djursland, der er en del af Østjyllands Storkreds.
Ved Folketingsvalget i juni 2015 opnåede hun et flot valg, der lige var ved at åbne døren til Christiansborg for hende.
SF's nedtur ved valget betød dog kun et mandat i Østjylland. Det tog tidligere skatteminister Jonas Dahl med Kirsten Normann Andersen som førstesuppleant og Kirstine Bille som andensuppleant.
Siden er Jonas Dahl blevet sygehusdirektør i Randers, og Kirsten Normann Andersen har overtaget hans stol på Christiansborg, så Bille er nu kun et mulehår fra Christiansborg.
Det gør det oplagt at spørge hende om, hvad hun gør, hvis hun ender i Folketinget ved det kommende folketingsvalg, der kommer om senest halvandet år - ikke mindst, fordi SF ikke tillader dobbeltmandater?
“Hvis jeg bliver ny borgmester i Syddjurs, opgiver jeg naturligvis mit folketingskandidatur,” siger Kirstine Bille.

“Hvis jeg derimod efter kommunalvalget ender med at blive viceborgmester og udvalgsformand, vil jeg stærkt overveje, hvad jeg så gør.”

Underforstået, Kirstine Bille tager en tur i sit lønkammer, når kommunalvalget er overstået.
Kirstine Bille understreger dog, at der ikke er noget nyt i disse overvejelser.
“Det har jeg fortalt min bestyrelse i SF Syddjurs, og det har bestyrelsen accepteret, men der er som sådan intet nyt i det. Det har jeg sagt siden folketingsvalget i 2015.”
Den tidligere Syddjurs borgmester, der bor i Balle, men er født og opvokset i Trustrup, forsikrer, at hendes passion for at beskæftige sig med politik altid vil være Djursland - uanset om politikken skal føres fra Syddjurs Byråd eller Christiansborg.