Aftalen holder hjem
SF’s kronprins og kommende udvalgsformand afviser, at valgnattens konstitueringsaftale ikke holder til målet
Syddjurs Kommune nåede de landsdækkende overskrifter efter kommunalvalgene i både 2009 og 2013, fordi indgåede aftaler på valgnatten alligevel ikke kunne holde.
Men det kommer ikke til at ske denne gang, fastslår SF's Kim Lykke Jensen, kommende formand for Udvalget for Natur, Teknik og Miljø.
Han sad med ved forhandlingsbordet på valgnatten på Ebeltoft Rådhus og var en af dem, der ikke kunne holde armene nede, da et rødt flertal bestående af S, SF og Enhedslisten med støtte fra Alternativet var en realitet.
Løber ingen risiko
“Aftalen holder, fordi de tre store, Socialdemokratiet, SF og Venstre, har fået noget nær det maksimale ud af forhandlingerne med to formandsposter til alle tre partier,” siger Kim Lykke Jensen.
“Okay, det er Socialdemokratiet, der har fået borgmesterposten, men det er så det. Hverken SF eller Venstre har nogen som helst interesse i at forsøge at løbe fra aftalen, fordi der så vil være en reel risiko for at miste mere end man vinder,” fortsætter SF's kronprins, der mere og mere markerer sig som den naturlige arvtager til Kirstine Billes frontposition i partiet, når hun engang lægger op.
Det kom også til udtryk på valgnatten, hvor Kim Lykke Jensen var med i inderkredsen.
Fidus til Bollesen
Kim Lykke Jensen har stor fidus til den kommende borgmester Ole Bollesen, og man fornærmer ingen ved at konstatere, at SF's coming man klikker betydeligt bedre med Bollesen end med den nuværende borgmester, Claus Wistoft (V).
“Jeg har altid troet på, at valgets resultat ville blive et rødt flertal uden Det Radikale Venstre. Sikkert også mere end Socialdemokratiet, for der er ingen tvivl om, at Ole Bollesen var overrasket og lige skulle synke det en ekstra gang, da det gik op for ham, at han var ny borgmester,” siger Kim Lykke Jensen.
“Jeg er dog sikker på, at Ole Bollesen bliver en dygtig borgmester og vil vokse med opgaven, når han har vænnet sig til tanken og fundet sin stil.”
Lad gå, så...
Da rød blok på valgnatten lynhurtigt var blevet enige om, at Ole Bollesen skulle være borgmester, skred Socialdemokratiets forhandlere fra forhandlingsbordet for at møde Venstres i deres gruppeværelse.
At der på forhånd lå en underhåndsaftale mellem S og V havde SF ikke fået nys om, og det vakte ikke just jubel hos SF'erne på valgnatten.
Frygten for, at Ole Bollesen ville forære borgmesterposten til Venstres Claus Wistoft var udtalt.
“Slutproduktet kunne ikke være bedre, selvom vi gerne havde set, at det var clearet i rød blok først. Skidt med det, nu kigger vi fremad mod det, der venter de kommende fire år. Det bliver uhyre spændende med de mange nye, der er kommet med.”