Fortsæt til indhold

Tre partier kritiserede det seneste skoleforlig

Enhedslisten og Konservative er stærke modstandere af den nuværende økonomiske tildelingsmodel til folkeskolerne, mens Dansk Folkeparti kategorisk afviser, at inklusion har nogen gang på jord i folkeskolen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Valgkampen åbenbarede, at der enighed om at bevare samtlige ti folkeskoler i Syddjurs plus kommunens specialskole, Pindstrupskolen, i mindst de næste fire år. Enhedslisten og Dansk Folkeparti stemte ikke for det seneste store skoleforlig i 2016, hvor et byrådsflertal stemte ja til en ny økonomisk tildelingsmodel til skolerne, hvor normen er, at pengene følger det enkelte barn. Ligeledes en model for inklusion, som skal - økonomisk - motivere skolerne til at beholde flere børn, som man tidligere visiterede til en specialskole, i eget regi.

Jørgen Brøgger (C), der ikke fik plads i det nye byråd, stemte hverken for eller imod forliget.

Enhedslisten, Konservative og Dansk Folkeparti pippede højest, når temaet i valgkampen var skolepolitik. Både Enhedslistens Jesper Yde Knudsen, der har overtaget formandsposten i Udvalget for Familie og Institutioner efter Per Zeidler, og Konservatives Jørgen Brøgger markerede således deres modstand mod den økonomiske tildelingsmodel, fordi den efter deres opfattelse gør det svært at drive kommunens mindre skoler.

“Vil vi bevare de små skoler, bør vi også vise, at vi mener det, men det gør vi ikke med den nuværende tildelingsmodel,” siger Jørgen Brøgger.

Jesper Yde Knudsen er enig. Han fastholder, at skolerne uretmæssigt måtte bøde 6-7 millioner kroner i forbindelse med det seneste skoleforlig.

Udvalgsformanden, der bliver afløst af SF's Kirstine på formandsposten i det nye byråd, er indstillet på at foreslå, at skoleområdet skal tilføres ti millioner kroner, når det nye byråd skal lave sit første budget efter sommerferien i 2018, hvor den nye tildelingsmodel inden da er blevet evalueret.

Kommunalvalget 2017 blev Jørgen Brøggers definitive politiske svanesang. Foto: Lars Norman Thomsen

Flugt fra folkeskolen

Dansk Folkepartis Per Dalgaard har i valgkampen haft mest fokus på inklusion i folkeskolen.

“Det kan ikke nytte noget, at skolerne skal optage børn, der larmer og forstyrer undervisningen. Det tjener intet formål og betyder kun, at andre børn skifter fra folkeskolen til privatskolen,” har det lydt fra Dalgaard ved flere vælgermøder.

Jesper Yde Knudsen. Foto: Lars Norman Thomsen

Svag stigning

I en periode med faldende børnetal er der hård kamp om børnene. I Syddjurs er der foruden de ti folkeskoler og Pindstrupskolen hele seks friskoler.
De tre, Midtdjurs Friskole i Nimtofte, Ugelbølle Friskole og Feldballe Friskole, er alle opstået, fordi Syddjurs Byråd i maj 2009 besluttede at nedlægge folkeskolerne i de tre byer. De øvrige privatskoler/friskoler er Syddjurs Friskole i Egens, Rønde Privatskole og Ryomgård Realskole.
Tabellen i faktaboksen viser en svag stigning procentuelt i retning af, at flere børn vælger privatskole i stedet for folkeskole - målt på de sidste fem år.

Hvad koster det?

Lokalavisen har spurgt direktør Jørgen Andersen, Syddjurs Kommune, hvad Syddjurs Kommune har betalt til statskassen i år for skoleelever, der i sidste skoleår ikke gik i en kommuneskole?

Privatskolerne modtager 75 procent af de gennemsnitlige udgifter pr. folkeskoleelev i offentligt tilskud.
Det er det tal, som Socialdemokratiet på Christiansborg vil have bragt ned på 71 procent.

Tallene ser således ud, oplyser Jørgen Andersen:

  • Syddjurs Kommune betaler 38.017 kroner pr. skoleelev i privatskole.
  • Syddjurs Kommune betaler 36.797 kroner pr. efterskoleelev
  • Til sammenligning er udgiften pr. skoleelev i kommunalt regi budgetteret til 62.000 kroner i 2017 - i dette tal er den estimerede udgift til udendørs vedligehold og lys, vand, varme på skolerne.

Den samlede udgift for Syddjurs Kommune til staten for elever på privatskoler og efterskoler ser således ud for skoleåret 2016-2017:

  • Privatskoler – 35.647.311 kroner
  • Efterskoler – 9.511.932 kroner

Den tilsvarende udgift, der skal afregnes med staten i 2018 for indeværende skoleår 2017-2018:

  • Privatskoler: 37.707.068 kroner
  • Efterskoler: 10.032.702 kroner

Fakta:

Tal pr. 5. september: 2012/2013 - 2013/2014 - 2014/2015 - 2015/2016 - 2016/2017 - 2017/2018

  • Elever folkeskoler 10 skoler: 4.307 - 4.221 - 4.039 - 4.024 - 4.022 - 3.972
  • Elever Pindstrupskolen: 58 - 61 - 71 - 81 - 79 - 83
  • Elever private skoler: 984 - 1.009 - 997 - 1.008 - 1.039 - 1.044
  • Folkeskoler contra privatskoler i procent: 23 - 24 - 24 - 25 - 25 - 26

Elevtal pr. klassetrin i privatskoler 2017/18

  • Trin 0 - Trin 1 - Trin 2 - Trin 3 - Trin 4 - Trin 5 - Trin 6 - Trin 7 - Trin 8 - Trin 9 - Trin 10
  • 96 - 101 - 98 - 97 - 82 - 88 - 101 - 127 - 133 - 100 - 30

Kilde: Syddjurs Kommune
Noter:

  • Folkeskoler er det samlede antal af indskrevne elever på de ti folkeskoler
  • Pindstrupskolen er antallet af indskrevne elever på Syddjurs Kommunes specialskole, Pindstrupskolen
  • Elever i private skoler er antallet af elever Syddjurs Kommune betaler for til staten, fratrukket de elever hvor regningen sendes videre til en anden kommune
  • Tallene i tabellen indeholder eksempelvis ikke elever på EUD10, efterskoler eller specialskoler i andre kommuner