Fortsæt til indhold

Nu skal syg søster have luksus-ophold

Samfund
Jacob Nielsen

Tænk hvis du vandt! Sådan lyder det berømte slogan, og de tanker er en 70-årig kvinde fra Holbæk-egnen allerede begyndt at tænke.
Kvinden vandt i weekenden fem millioner kroner i Lotto, og det giver nu mulighed for at realisere drømme, som ikke før var mulige.
"Min storesøster har astma og andre forskellige skavanker, så jeg vil gerne tage hende med på et luksushotel, hvor vi ikke behøver at forlade hotellet, men bare får alt serveret. Det håber jeg, jeg kan få hende med på," siger vinderen til Danske Spil.

Udover rejser med familien drømmer hun også om at købe et sommerhus med udsigt over vandet.
"Jeg er vokset op på Sejerø, så jeg kan godt savne at sidde og kigge ud over havet. Så det ville da være dejligt med sådan et sommerhus. Men lad os nu se om det kan lade sig gøre. Jeg tror ikke helt, jeg har forstået endnu hvor mange penge, jeg rent faktisk har vundet," siger hun.
Ifølge Danske Spil har kvinden spillet Lotto hver uge siden Lottos begyndelse i Danmark, og hun har altid spillet med de samme tal.
Hun opdagede først, at hun var blevet millionær søndag formiddag, da hun tjekkede Tekst-TV og godt nok mente, at tallene virkede genkendelige.
”Først troede jeg, at jeg var blevet tosset. Og jeg sagde til min kat Pjevs: Det kan fan'me ikke være rigtigt. Ja undskyld mit sprog”, siger hun og griner. Men da hun ringede ind til Danske Spil fik hun bekræftet, at de mange års tålmodighed havde båret frugt.

Den 70-årige millionær har været enke siden 1984 og har siden boet alene i en lejelejlighed. Hun gik på pension sidste år.