Fortsæt til indhold

Forskere fra Aarhus finder kilde til pludselig uventet hjertedød

Danske forskere fra Aarhus Universitetshospital/Aarhus Universitet finder ny genmutation, som giver alvorlig hjertesygdom og død

Samfund
Arkiv

Forskere fra Aarhus Universitetshospital/Aarhus Universitet gjort en banebrydende og ubehagelig opdagelse. De har nemlig fundet en ny mutation i et gen, som giver alvorlig arvelig hjertesygdom og risiko for pludselig uventet hjertedød. Dette gen har ikke tidligere været sat i forbindelse med hjertesygdom, og fundet giver et helt ny syn på, hvordan man kan udvikle en farlig hjerterytmeforstyrrelse med risiko for pludselig uventet død. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
De nuværende resultater har store perspektiver og åbner op for et helt nyt felt, der skal undersøges nærmere såvel klinisk som eksperimentelt.
"Indtil videre er der 'kun' identificeret 2 familier med denne mutation, men den kan sagtens være langt hyppigere, og vi er klar med tiltag til at gå ud og screene mere bredt i befolkningen – nationalt og internationalt," siger overlæge, dr.med. og ph.d. Henrik Kjærulf Jensen fra Afdeling for Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, i pressemeddelelsen.
Forskerens resultater kan allerede være med til at redde liv, fordi opdagelsen af dette gen giver anledning til at teste en lang række gener med tilsvarende funktion for mutationer hos andre patienter. Er man bærer af denne mutation og dermed i risiko for udvikling af farlig hjerterytmeforstyrrelse og død tilbydes man en ICD, som er forebyggende og potentielt livreddende, lyder det i pressemeddelelsen.
jwh