"Jeg har savnet en sidekammerat i 16 år"
Efter 16 år mutters alene om at forsvare den grønne farve lykkedes det endelig for Det Konservative Folkepartis Benny Hammer at skaffe sig følgeskab til byrådsmøderne.
Det skete efter et særdeles flot valg, hvor Konservative gik frem med to procent. Benny Hammer selv kunne også notere sig en imponerende personlig fremgang. 1000 personlige krydser var der således sat ud for hans navn i tirsdags mod 722 for fire år siden.
“Jeg er virkelig glad for, at det endelig er lykkedes at skaffe en sidekammerat. Det har jeg savnet i 16 år. Og så får jeg jo en ung gut, som jeg kan lære op, så der er en til at tage over efter mig en dag,” siger en begejstret Benny Hammer, der således ser valget som en vigtig milepæl i forhold til partiet fremtidige virke i Norddjurs Kommune.
Glad for bred aftale
Benny Hammer selv fortsætter som viceborgmester i det byråd, der har første arbejdsdag 1. januar, og han glæder sig over, at det er lykkedes at lave en konstituering med alle partiers opbakning.
“For mig er det vigtig, at vi er nået frem til en aftale, hvor der ikke skal råbes og skriges, men hvor alle er om bord. Det er simpelthen nødvendigt med de udfordringer, vi står over for. Ellers løber vi tør for penge,” mener Benny Hammer, der giver forsigtige bud på, hvor indsatsen skal rettes, når det kommende byråd går i arbejde.
“Vi mangler stadig at finde ud af, hvad der skal ske på skoleområdet, og hvad der er op og ned. Jeg tror også, vi skal have kigget på den måde, vi driver specialskolerne på, for vi kan se, at det er dyrt i forhold til andre steder. Der bliver vi nødt til at se på, om det er den rigtige måde, vi gør det på. Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang i det nye byråd, og så skal vi også nok finde nålene i høstakkene der,” fastslår Benny Hammer.