Fortsæt til indhold

"Jeg har lyst til både at grine og græde, for jeg er pissestolt"

Samfund
Af Simon Carlson

Med en fremgang på 2,5 procent blev SF det parti, der oplevede den største fremgang ved kommunalvalget i går.
Det gav pludselig et ekstra mandat til partiet. Mads Nikolajsens plads var på forhånd nærmest selvfølgelig, og dermed skulle hans følgesvend ind i det nye byråd findes gennem de personlige stemmer.
Her havde partiets unge kandidat - 26-årige Aleksander Myrhøj - formået at vise så stor gennemslagskraft i valgkampen, at han med 259 personlige stemmer vandt pladsen i byrådet.
På opstillingslisten var Aleksander Myrhøj blot nummer fem, og det var derfor lidt af en overraskelse for den unge kandidat, at han fremover kan kalde sig byrådspolitiker.
"Det er da altid fedt at være en dark horsen - lidt en underdog - og det så lykkes til sidst. Jeg er megastolt, og jeg har lyst til at græde, og jeg har lyst til at grine, fordi jeg er pissestolt af det her på hele partiets vegne," lød det fra en begejstret Aleksander Myrhøj.

Igennem valgkampen har SF's nyvalgte byrådsmedlem arbejdet sammen med unge kandidater fra blandt andet Liberal Alliance og Radikale Venstre for at trænge bedre igennem til de unge vælgere. Den strategi mener, Aleksander Myrhøj er en af årsagerne til sit flotte valgresultat. Derudover glæder han sig over, at det nu er lykkedes SF at genvinde et af de to mandater, som partiet mistede i 2013.
"Jeg synes, SF er genrejst i Norddjurs, og herfra tager det fart så bare vent til næste gang," forudså en smilende Aleksander Myrhøj.
Se hele interviewet med Aleksander Myrhøj herover.