Sådan stemmer du i morgen
Må man sætte en smiley på stemmesedlen eller bruge sin medbragte guldtusch? Lokalavisen har her samlet reglerne, som du skal følge i morgen, når krydset til kommunal- og regionrådsvalget skal sættes
Det lyder jo ret nemt. Sæt et kryds på en seddel og så er der stemt. Men der er nogle regler, man skal følge, hvis man vil undgå, at ens stemmeseddel bliver stemplet som ugyldig. Lokalavisen har samlet de officielle regler fra Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside.
LÆS OGSÅ: Guide: Her får du den bedste (valg)flæsk i Aarhus
"Det første, du skal huske, er at bruge de to stemmesedler, du får udleveret på dit valgsted. Når du har dem i hånden og er kommet ind i stemmeboksen, skal du blot sætte et kryds på hver seddel. Det skal tages meget bogstaveligt. Et kryds kan dog enten være et ”X” eller et ”+”. Men det dur ikke at skrive et bogstav, en cirkel eller en smiley," står der på ministeriets hjemmeside, hvor det samtidig bliver forklaret, at det er vigtigt, at stemmesedlen ikke får et særpræg.
Det er nemlig sådan, at vi i Danmark har stemmehemmelighed. Det betyder, at stemmen ikke må kunne genkendes ved optællingen. Derfor må der heller ikke være en tegning på stemmesedlen eller navnet på den, som man vil stemme på. Stemmesedlen må desuden heller ikke være revet itu. Det kan resultere i, at stemmesedlen bliver set som ugyldig.
"Du kan bruge den blyant eller filtpen, som ligger i stemmeboksen. Du må også gerne tage din egen blyant eller kuglepen med. Men reglen om særpræg betyder, at der ikke må være sat kryds med en særlig genkendelig skriftfarve, for eksempel en guldtusch," lyder det på Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside.
Det er i morgen, at årets kommunalvalg finder sted. Ved seneste valg i 2013 blev 10.313 stemmer til kommunalvalget, som blev stemplet som ugyldige.