"Det er simpelthen børnehavemanér!"
Villy Søvndal er rasende. For selvom den tidligere SF-formand og Udenrigsminister fik et kanonvalg i regionsrådet i Syddanmark, så får SF ikke umiddelbart nogen poster i regionsrådet.
Det skriver Ekstra Bladet.
Villy Søvndal fik hele 13,7 procent af stemmerne, men blev ikke inviteret med til konstitueringsmøder af regionsrådsformand Stephanie Lose (V). Og det har fået SF-profilen op i det røde felt.
"Ja, jeg føler mig dårligt behandlet. Det er simpelthen børnehavemanér at lukke nogen udenfor på den måde. Det er så tydeligt et tegn på magtfuldkommenhed, som det kan være," siger Villy Søvndal ifølge DR Fyn.
Alle andre partier i Region Syddanmark er gået tilbage, mens SF gik frem med 9,3 procentpoint. Alligevel er Søvndal sat uden for indflydelse.
"Jeg synes netop, at Venstres opførsel signalerer den magtfuldkommenhed, jeg har talt om før. Men lad os håbe, at de ikke valgperioden ud fortsætter med at handle så dumt som i aften," siger Villy Søvndal til DR Fyn og fortsætter:
"Heldigvis er et demokrati kendetegnet ved en stærk opposition. Og det får Region Syddanmark med os."