Nicklas Sixhøj Nielsen må bide i det sure æble
Valget af Torben Therkelsen står ved magt, så Nicklas Sixhøj Nielsen må igen-igen nøjes med at være 1. suppleant hos Venstre
Onsdag aften var der dødt løb mellem de to Venstre-folk, Torben Therkelsen og Nicklas Sixhøj Nielsen, målt på antal personlige stemmer - begge opnåede 154 krydser.
Derfor måtte der lodtrækning til for at finde ud af, hvem der skulle have Venstres 8. og sidste mandat i det nye byråd. Den faldt ud til Torben Therkelsens fordel.
Nicklas Sixhøj Nielsen bad fluks om en omtælling af stemmerne, og den blev foretaget onsdag, hvor der blev fundet fire nye stemmer, fortæller borgmester Claus Wistoft (V).
De fire nye stemmer fordelte sig imidlertid med to stemmer til hver, og dermed står Torben Therkelsens byrådsstol ikke til at rokke.
Nicklas Sixhøj Nielsen, der også er Venstres 1. suppleant i indeværende byrådsperiode, fortsætter i samme rolle de kommende fire år.
Han har i denne periode vikarieret i små tre måneder, mens gruppeformand Marianne Kirkegaard havde fået bevilget orlov af byrådet.