Valgplakater med borgmesteren ikke pillet ned til tiden
Flere partier har endnu ikke pillet alle valgplakater ned
Der hænger stadig en del valgplakater i Aarhus, selvom de senest skulle være pillet ned i går den 29. november.
Blandt de i skrivende stund endnu ikke nedtagede valgplakater er to af borgmester Jacob Bundsgaard, der hænger ved Vanggaard Centret hjørnet af Vestre Ringgade og Paludan-Müllers Vej.
"Vi er på vej ud for at tage plakater af borgmesteren ned ved Vanggaard Centret og på Viborgvej. Vi har hængt rigtig mange plakater op i år, flere end vi plejer, og så kan der ske en smutter. Det er ikke noget, vi gør bevidst. Vi gør alt for at få dem ned i tide, forklarer Anne Rørstrøm, formand for DSU i Aarhus, der har stået for ophængning og nedtagning af partiets valgplakater i Aarhus.
Plakaterne af Bundsgaard ved Vanggaard Centret hænger meget højt oppe i lygtepæle, hvorunder der har hængt mange andre valgplakater. Netop højden kan være forklaringen på, der er sket en svipser, fordi det ifølge DSU-formanden kan være farligt at kravle op over andre plakater for at pille højthængende plakater ned. I så fald kan det være, man vælger at lade dem midlertidigt hænge og så vende tilbage for at tage dem ned, når det er mindre farligt.
Enhedslisten: En svipser
DSU-formanden fortæller, at partiet er blevet tippet om valgplakaterne af venlige borgere, der gør opmærksom på, de ikke er blevet taget ned.
Det samme har Enhedslisten, der i skrivende stund har flere plakater hængende i Aarhus ved Universitetshospitalet i Skejby og i Langelandsgade i centrum.
"Vi er ude nu for at tage dem ned. Det er en svipser," forklarer Jesper Steppat fra Enhedslisten i Aarhus.
Pillede 172 plakater ned i 2013
De valgplakater, som ikke er taget ned af partierne selv inden i går, hvor fristen udløb, bliver fra i dag klippet ned af Aarhus Kommune. Det oplyser Julie Kirsbak, administrativ medarbejder ved Lys og Trafikledelse i kommunen.
Ved det seneste valg i 2013 pillede Aarhus Kommune 172 valgplakater ned efter fristen på otte dage efter valget.
Bødens størrelse afhænger af, hvor mange valgplakater, der bliver nedtaget, da fakturaerne lyder på det faktiske arbejde, der har været i forbindelse med nedtagningen.
Lokalavisen opfordrer vores læsere til at indsende billeder af valgplakater, der endnu ikke er pillet ned. I kan sende dem til os på Facebook eller til red.aarhus@lokalavisen.dk