Fortsæt til indhold

TRIF fodbolddrenge fortsætter opturen

TRIF’s U16 drenge spiller i foråret i Liga 1 efter et suverænt 2017

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

TRIF's U16 drenge har på imponerende vis vundet holdets Liga 2-række i denne sæson. 9 sejre, 2 uafgjorte og blot et nederlag lyder facit på i de tolv spillede kampe.
Det sikrede TRIF-drengene førstepladsen i rækken foran Lyseng på andenpladsen. Afstanden i point mellem TRIF og Lyseng er på hele seks point, så det sætter præstationen yderligere i relief.
Ydermere kan TRIF diske op med et målregnskab, der er så flot som 44-20.

Tre oprykninger i streg

“Det skal også lige nævnes, at vi er oprykkere, og det er 3 halvsæson i træk, vi rykker op,” siger cheftræner Ulrik Petersen.

Det hele startede i april 2016, hvor TRIF-drengene havde kniven for struben, da holdet skulle møde HEI, i det der svarer til Liga 4 i dag. Et nederlag ville betyde nedrykning, men med list og lempe vandt TRIF 1-0
Siden da har de bogstaveligt talt ikke set sig tilbage.

I foråret 2017 vandt holdet rækken med maksimumpoint og blev efterfølgende slået ud i semifinalen om de Jysk/Fynsk mesterskaber.

“Det er en rigtig god flok drenge, der har vundet over byer med fem gange så mange mennesker som Rønde, over klubber med op mod 100 spillere i denne årgang og talentlicens fra DBU. Vi har vist gang på gang, at vi med hårdt arbejde og en rigtig god stemning på og uden for banen kan være med. Det er nogle drenge, som har et fantastisk sammenhold, og som altid er der for hinanden,” roser en stolt træner.