Fortsæt til indhold

Lægeforeningen vil forbyde elever at ryge i skoletiden - også udenfor skolerne

Det skal ikke være tilladt for folkeskoleelever at ryge i skoletiden - heller ikke udenfor skolens område - mener Lægeforeningen

Samfund
Jacob Nielsen

Der bliver pulset løs i cigaretterne rundt omkring ved de danske folkeskoler - også selvom der i dag er et forbud mod at ryge på skolernes områder. Eleverne tager simpelthen bare smøgerne med udenfor skolegården.

Derfor mener Lægeforeningen, at rygeloven skal revideres og strammes yderligere. Det skal nemlig også være forbudt for eleverne at tage en cigaret udenfor skolens område. Det skriver Lægeforeningen i en pressemeddelelse.
"Når vi ved, hvor farlig rygning er for især børn og unge, så er det skræmmende at tænke på, at der stadig er 9.000 børn i alderen fra 11 til 15 år, som ryger hver dag. Det skal ikke være normalt for elever i Folkeskolen, at der ryges eller at de ser deres kammerater ryge," siger formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing.
Forslaget om de røgfrie folkeskoler er bare et ud af i alt ni forslag i et nyt udspil, som skal få færre børn og unge til at begynde at ryge og få flere rygere til at holde op igen.

Hvad mener du om forslaget? Deltag i facebookdebatten nedenfor.