Borgmesterkandidaterne fra Ulstrup står det samme sted
De kæmper om nogle af de samme stemmer i Ulstrup. De er konkurrenter og kollegaer
Flaghejsning. Kold novemberdag. Summen. Folk vandrer til og fra valgstedet.
Ulstrup Hallen lægger gulv til et af de 14 valgsteder i Favrskov.
Her står Flemming Nørgaard (V) og Lars Storgaard (K). De bor begge i Ulstrup, spiller badminton sammen, kender de samme mennesker i byen og er politikere. Men de er borgmesterkandidater for hvert sit parti.
"Det er ikke noget problem. Vi er professionelle begge to," smiler Lars Storgaard, der også er valgstyrer denne valgdag.
Flemming Nørgaard står få meter væk, han fungerer som valgtilforordnet.
Badminton og konkurrenter
Mens smilene på dem begge er brede, aner man nervøsiteten inde bag tandrækken.
For begge har deres base i Ulstrup med knap 2.000 indbyggere. Lars Storgaard fik 663 personlige stemmer for fire år siden, mens Flemming Nørgaard fil 658.
Dengang var ingen af dem borgmesterkandidater.
"Selvfølgelig er der lidt kriller i maven. Det skal der være," siger Flemming Nørgaard.
Han tager en tænkepause og tilføjer: "Det skal jo være som op til en fodboldkamp. Der skal være lidt balance, kan man sige."