Flere legoklodser, flere popcorn
Borgmester Bundsgaard stødte ind i børnehave, da han stemte til dagens kommunalvalg
"Det var ikke noget, jeg havde noget med at gøre," sagde Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard med et undskyldende smil, da han for kort tid siden gik ind for at stemme i Vejlby-Risskov Hallen.
Borgmesteren refererede til, at han var standset op og havde talt med en flok børnehavebørn fra den integrerede institution Skibet, som han mødte i hallens indgang.
Lokalavisen sendte Live på Facebook, da borgmesteren kom for at stemme og snakkede med børnene:
Jacob Bundsgaard satte sig på hug og snakkede lidt med børnene, der blandt andet spurgte ham, hvorfor hans slips var rødt.
"Det er fordi, mit partis farve er rødt," svarede borgmesteren pædagogisk.
Børnene og deres pædagoger fortalte, at de selv har lavet valgplakater med utraditionelle valgønsker og slagord som 'Man skal være sød'.
LÆS OGSÅ: Her er borgmesterens yndlingssted i Aarhus
Børnene påpegede også flere gange, at 'flere legoklodser' var på deres ønskeliste, ligesom 'flere popcorn' var blandt ønskerne/løfterne.
LÆS OGSÅ: Hvor spiser du den bedste valgflæs i Aarhus?
"Det lyder lidt som noget valgflæsk," sagde borgmesteren med et smil, inden han ledsaget af adskillige fotografer og journalister gik ind i hallen for at stemme til kommunalvalget og regionsvalget.