Fortsæt til indhold

Togleverandør vil have økonomisk kompensation

ASAL-konsortiet mener, at udskydelse er brud på kontrakt

Samfund
Danni Paulsen

Efter sigende nærmere vi os lige så stille en åbning af den omstridte letbane. Det betyder dog ikke, at Aarhus Letbanes problemer er ovre.
Mens det offentligt ejede selskab knokler med at få godkendelser fra Trafikstyrelsen, har leverandøren af letbanetogene, ASAL-konsortiet, nu rejst et økonomisk krav mod Aarhus Letbane som følge af balladen mellem letbanen og Trafikstyrelsen.
Det oplyser Aarhus Letbane på sin hjemmeside.
LÆS OGSÅ: Trafikstyrelsen efter møde: Letbanen forventes i drift i uge 50
ASAL's testspecialister kan nemlig ikke komme til at teste Odderbane-strækningen, før der er givet tilladelse fra Trafikstyrelsen, og det, mener selskabet, er brud på kontrakten.
"ASAL konsortiet har derfor sendt et krav til Aarhus Letbane for denne kontraktforseelse. Af kontraktuelle årsager kan Aarhus Letbane ikke oplyse størrelsen af konsortiets krav," skriver Aarhus Letbane.
Østjyllands Politi og Arbejdstilsynet har ifølge Aarhus Letbane givet grønt lys for tests på Odder-strækningen, men Trafikstyrelsen mangler stadigvæk at sige god for det.
LÆS OGSÅ: Ny udvikling: Aarhus Letbane overvejer at lægge sag an
Miseren med letbanen har også budt på andre krav om kompensation. Tidligere har Aarhus Letbane meldt ud, at man vil rejse en sag mod operatøren Keolis, som, man mener, var ansvarlig for den manglende sikkerhedsgodkendelse, der førte til aflysningen af letbanens åbning.