Alternativet fester med deres vælgere
Der er god stemning i Alternativets lokaler på Nørre Allé på valgaftenen med sang, økologiske øl og håbet om mandater i byrådet
Det Alternativets første chance for at komme i byrådet i Aarhus Kommune. Forhåbningerne er lige så høje som humøret i de alternative lokaler på Nørre Allé i Aarhus C, hvor valgfesten er i fuld gang.
LÆS OGSÅ: Gellerup: Vi stemmer for at vise, at vi er en del af samfundet
"Det er svært at sige, hvad man kan forvente, når vi ikke har været til kommunalvalg som parti før. Men jeg tror da på, at vi kommer ind i byrådet," siger byrådskandidat for Alternativet, HC Molbech.
Giver tilbage til vælgerne
"Det er alle de frivillige og alle dem, der stemmer på os, som har båret os frem. Derfor giver det mere mening at være her hos dem end at sidde på rådhuset og vente på, at stemmerne bliver talt op," siger byrådskandidat Marie Ambrocius.
Hun har ligesom sin partifælle Sander Jensen skrevet en valgsang om Aarhus. Den blev modtaget med store bifald i det tætte lokale, hvor de fleste enten er iført et grønt stykke tyl, grønne smykker eller i det mindste sidder med en grøn, økologisk øl i hånden.
Stemningen bliver hjulpet godt på vej af livemusik og en livlig aktivitet oppe i baren og i døren, hvor der jævnligt bliver delt kram ud til nyankomne.
Håber på det bedste
Alternativet blev dannet for fire år siden i november, og det er altså første kommunalvalg, hvor man har kunne sætte sit kryds ved det grønne parti.
"Vi har mødt rigtig god opbakning i vores valgkamp. Nu ved jeg ikke, om det bare er dem, vi har snakket med, men folk har virket glade for at få et parti som vores," siger byrådskandidat Liv Gro Jensen.
"Og så har de unge især været glade for at kunne være i de her lokaler, som er åben for alle, og vi har tit mange arrangementer," supplerer Marie Ambrocius.
I dag er lokalerne som sagt fyldt med festglade mennesker klædt i grønt, der håber på et par mandater i Aarhus Byråd.