Fortsæt til indhold

Konservative vil lade sig inspirere af Socialdemokratiet

Spidskandidat Marc Perera Christensen erkender, at partiet har haft et dårligt valg og mener, at det er tid til at nytænke måden at kommunikere på

Samfund
Jonas Wrede Hansen

Der var ikke særlig meget at smile af for de blå partier i Aarhus efter kommunalvalget i tirsdags. Og særligt ikke for Det Konservative Folkeparti, som fik den største procentvise tilbagegang og samtidig måtte afgive et mandat i byrådet. Derfor er det kun partiets politiske leder Marc Perera Christensen, som vil være repræsenteret i det nye byråd.
LÆS OGSÅ: Liste: Her er Aarhus' 31 byrådsmedlemmer
Den konservative leder i Aarhus erkender da også, at valget slet ikke gik, som han havde håbet.
"Det var et dårligt valgresultat for de borgerlige partier. Nu skal vi til at analysere på, hvordan vi endte i den situation," fortæller Marc Perera Christensen til Lokalavisen Aarhus.
LÆS OGSÅ: INTERAKTIVT KORT: Sådan fordelte stemmerne sig ved dit valgsted
Han har dog allerede gjort sig nogle tanker om, hvad der har været medvirkende til, at det gik galt for Det Konservative Folkeparti i Aarhus.
"Jeg tror, at en af de ting, der har gjort sig gældende hos os, er, at vi har haft en for dårlig evne til at kommunikere vores budskaber på de nye platforme. Vi er ret gode til den traditionelle måde med at lægge dem op på vores hjemmeside, sende pressemeddelelser ud til de lokale medier, skrive kronikker og læserbreve. Vi må bare erkende, at de sociale medier har fyldt mere i den her valgkamp end ved den seneste, og det er ikke en af mine styrker. Det skal der arbejdes meget bedre med," fortsætter Marc Perera Christensen.

Kan lære af de unge og Socialdemokratiet

Et parti, som Marc Perera Christensen i den grad synes, har succes på Facebook, er Socialdemokratiet.
"De er gode til at vende det om og bruge de sociale medier meget mere til at diskutere og kommunikere deres budskaber," fortæller den konservative leder, som ærligt oplyser, at han fremover vil lade sig inspirere af Socialdemokratiets brug af Facebook.
"Men vi har også nogle unge kandidater, som havde et virkelig flot universitetsvalg, hvor de fik 32 procent af stemmerne. Der ligger nogle kompetencer hos dem, som vi kan inddrage," fortsætter Marc Perera Christensen, der erkender, at han har et stort arbejde foran sig.
Og i byrådet må han fra næste år arbejde på egen hånd med den konservative politik, da partiet på grund af det dårlige valgresultat har mistet et mandat. Men det faktum tager Marc Perera Christensen ikke så tungt.
"Det har jeg prøvet før. Nu har jeg en noget større erfaring og viden, så det er ikke noget, som jeg er ved at gå i spåner over, men jeg ville selvfølgelig gerne have siddet med en," fortæller den konservative leder, der også oplyser, at han forsøgte at få borgmester Jacob Bundsgaard i tale i løbet af valgnatten med henblik på et møde.
"Jeg sendte en SMS klokken 2 til borgmesteren om, at de fire borgerlige partiet var interesserede i en drøftelse om en bred konstituering. Vi hørte ikke fra ham, så der var ikke interesse fra ham," fortæller han.
I stedet arbejder partierne i blå blok i øjeblikket på en politisk aftale.