Nu status quo for borgmesteren - blå blok bløder
Blå blok står til at miste et mandat
Der skal kreeres nogle gedigne rævekager på Aarhus Rådhus tirsdag aften eller natten til onsdag, hvis ikke borgmester Jacob Bundsgaard igen kan sætte sig til rette i borgmesterkontoret.
Socialdemokratiet står med 2/3 af stemmerne optalt til at beholde sine 13 mandater og kan notere sig en meget lille fremgang.
I rød blok kan SF glæde sig over at gå frem med et mandat, mens Alternativet ser ud til at stjæle et enkelt mandat fra Enhedslisten.
LÆS OGSÅ: Alternativet fester med deres vælgere
Dermed ser rød blok ud til at vinde et enkelt mandat fra blå blok, hvor det indtil videre tyder på, at Det Konservative Folkeparti må afgive et mandat, så partiet kun har et enkelt.
Venstre beholder sine seks mandater og må notere sig en lille tilbagegang, mens Liberal Alliance tager sit mandat tilbage fra Nye Borgerlige. Nye Borgerlige fik et mandat i indeværende periode, da Lars Boje Mathiesen hoppede fra Liberal Alliance.
Tidligere målinger tydede på, at Dansk Folkeparti ville gå fra to til tre mandater, men nu ser det igen ud til, at partiet må stille sig tilfreds med de to mandater, man også havde i indeværende periode.