Fortsæt til indhold

Djursland peger på Mols og Glesborg

Kan Djursland hente den estimerede Landsbypris for tredje gang

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Regionsrådet i Region Midtjylland uddeler igen i 2018 en landsbypris på 150.000 kr. til en landsby, der har gjort en særlig indsats for at skabe udvikling og dermed gøre landsbyen attraktiv for bosætning.

4. december 2017 skulle de Lokale Aktions Grupper (LAG-erne) i Region Midtjylland i samarbejde med kommunen - og kommuner uden en LAG - komme med deres bud, hvem der skal dyste om landsbyprisen.

LAG Djursland har peget på Mols (i Udvikling) og Glesborg som områdets to kandidater.

LAG Djurslands formand, Marianne Als Nielsen udtaler:

“Begge indstillinger er eksempler på landsbyer, hvor ildsjæle arbejder benhårdt for at deres lokalområde skal udvikle sig til gavn for beboerne. Et arbejde der er foregået over meget lang tid. Derfor viser det også mange resultater, der forbedrer forholdene for dem, der lever der og dermed også er med til at gøre områderne attraktive for yderligere bosætning”.

Alle gode gange 3

Prisen er to gange før gået til landsbyer på Djursland: Nørager viste vejen i 2013, og Feldballe fulgte trop i 2016.
Det nyvalgte regionsråd forventes på sit møde i februar 2018 at udpege modtagerne af landsbyprisen.

Til at bistå Regionsrådet med en vurdering af forslagene til modtager af Landsbyprisen 2018 er der nedsat et ekspertudvalg med chefkonsulent Karsten Bækgaard, Region Midtjylland, som formand.

Kandidaterne må ikke have over 2.000 indbyggere. De indstillede landsbyer vil blive vejet efter følgende kriterier:

  • Fremgang i indbyggertal eller at en negativ udvikling er vendt.
  • Gennemførte og igangsatte større projekter og initiativer, der viser nye veje til fornyelse og udvikling, ikke nødvendigvis fysiske investeringer.
  • Sanering, fornyelse og forbedring af det fysiske miljø i landsbyen.
  • Et stærkt engagement og samarbejde mellem borgerne, foreningslivet, erhvervslivet, kommunen og andre aktører fx med en stor frivillig indsats og bidrag med private midler.
  • Landsbyen har trodset særligt vanskelige vilkår, fx nedlæggelse af arbejdspladser, offentlig service m.m.
  • Gennemført en særlig indsats i forhold til energi og/eller miljø eller fødevareudvikling eller øvrige regionale erhvervsmæssige
  • styrkepositioner.
  • Udvikling baseret på en planlagt udviklingsindsats. Der lægges vægt på, at der er tale om en udvikling inden for de seneste 3-5 år.
  • Et tæt samarbejde med nabolandsby(er) om fælles faciliteter, arrangementer m.m., således at prisen kan tildeles to eller flere landsbyer.