Forskere fra Aarhus med til at udvikle vaccine mod meningitis
451 børn og unge i Danmark har deltaget i forsøget
En ny vaccine mod meningitis vil redde menneskeliv. Det skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Aarhus-forskere mødtes med begejstret Bill Gates
Infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital har været med til at udvikle og teste en ny global vaccine, som kan være med til at forhindre, at unge pludselig dør af meningitis, som det er sket i Danmark i de senere år.
Universitetshospitalet har i fem år deltaget i det store forsøg med 6.900 unge mellem 10 og 25 år. Heraf har de 451 deltagere været fra Danmark.
LÆS OGSÅ: Gymnasium afblæser alarm - elev har ikke meningitis
"Vi oplevede en imponerende tilslutning til forsøget, og uden den enorme opbakning, der har været fra både de unge og deres forældre, havde vi ikke stået her i dag. Så dem skylder vi en kæmpe tak," siger Nina Breinholt Stærke, forsker og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitetshospital.
Store perspektiver
Den udviklede vaccine reducerer risikoen for at blive syg af bakterien meningokok type B, og med tiden vil sygdom med denne bakterie helt kunne udryddes, hvis en stor del af de unge vaccineres, oplyser Aarhus Universitetshospital.
LÆS OGSÅ: Frygtet sygdom koster stort målmandstalent resten af sæsonen
Forskningsresultaterne er så banebrydende, at de netop er trykt i verdens førende medicinske tidskrift, New England Journal of Medicine, hvor kun de mest betydningsfulde forskningsresultater bliver publiceret. Det har taget et år at få resultaterne godkendt til publicering. Hvert resultat er blevet bedømt af nogle af verdens førende eksperter, før artiklen er blevet antaget til at blive publiceret i tidsskriftet, oplyser Aarhus Universitetshospital.