Fortsæt til indhold

Endnu en kollision mellem letbanetog og bil

Uheldet sker kort før letbanene formodes at få grønt lys

Samfund
Arkiv

Tirsdag eftermiddag skete det igen.
Et letbanetog og en personbil stødte sammen i trafikken. Det skriver DR Østjylland.
Det er tredje gang, at det sker, mens letbanen har testkørt godt over 100.000 kilometer i Aarhus.
Sammenstødet skete i krydset ved Dokk1, og som ved de foregående to uheld lader det til, at en bilist igen har været uopmærksom på Aarhus' nyeste og største trafikant.
Vagtchefen oplyser til DR, at bilen blot fik nogle buler, og at ingen kom til skade ved uheldet. Det var heller ikke tilfældet de to andre gange, et tonstungt letbanetog har været involveret i et sammenstød med en personbil.
LÆS OGSÅ: Erstatningsbusser klar til at køre letbanestrækningen
Første gang, det gik galt, var i krydset mellem Nørrebrogade og Vennelyst Boulevard tilbage i september. Her forvildede en bilist sig ud på sporene.
Det samme var tilfældet for præcis to uger siden, hvor et pizzabud svingede til venstre ind over sporene, hvor han ikke måtte svinge til venstre.
Det forventes, at Aarhus Letbane onsdag får grønt lys til at køre med passagerer, så jomfruturen kan blive torsdag morgen.
dp