Fortsæt til indhold

Hvor grønne er Wistoft & co. egentlige?

Samfund
Af Hasse Schneidermann (Enhedslisten), kandidat til KV17:

"På flere valgmøder har jeg hørt kandidater fra samtlige partier sige, at de skam også er grønne og at ”de røde partier ikke skal have patent på at være det”.
Selv om man aldrig skal kimse af det, når andre erklærer sig enig med ens egne politiske holdninger, så har jeg på fornemmelsen, at det er spin og valggas. Når den nuværende borgmester siger, at vi kun er uenige om tempoet i den grønne omstilling, så er det nemlig lige præcis også nok.
Klimaet er gået amok på grund af et langvarigt overforbrug af ressourcer og en overproduktion. Det betyder, at vores fælles jordklode drukner i affald og drivhusgasser.

Så vi skal lokalt gøre mere og vi skal gøre det hurtigere.
Det haster med en målrettet grøn omstilling og Enhedslisten vil arbejde for, at Syddjurs Kommune ikke bliver Sorte Per men frontløber. Der en mange eksempler fra andre kommuner i Danmark, hvor en visionær grøn kommunal satsning har bragt ny dynamik, erhvervsudvikling, større livskavitet og positiv branding med sig.

Vi, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og De Radikale går derfor til valg på en fælles formuleret politik for at styrke bæredygtigheden. Jeg er rigtig glad for, at Alternativets kandidater på flere valgmøder har erklæret sig enige i vores bud på en helhedspolitik for klima, natur og miljø i vores kommune. Dem tror jeg 100 på.

Fremtiden tegner altså grønnere, også selv om de blå og sorte partier efter valget og i næste byrådsperiode igen vælger at hænge i bremsen. Der er et flertal af partier, der godt ved, at den måde vi lokalt indretter vores liv, produktion, transport og forbrug på, har konsekvenser også for mennesker i andre lande. Og som ved, hvad der kan og skal gøre ved det.

Helt overordnet vil vi sikre, at kommunen, i samarbejde med det lokale erhvervsliv, udarbejder en konkret handlingsplan for et fossilfrit Syddjurs i 2030. Det kan du læse om i detaljer i den lille folder vi deler ud på valgmøder og på de grønne partiers hjemmesider.

Syddjurs Kommune har lidt penge i kassen og borgere, der mestendels lever i velstand.
Så vi har råd til at satse grønt.

For mig er det vigtigt at vi kigger ud over egen næsetip og ser klimaudfordringen i øjnene. Vigtigt selv at vi hver især tager del i den nødvendige og ambitiøse omstilling. Det er vigtigt at tage ansvar for fremtiden, for børnene og kommende borgere ikke bare i vores kommune; men for mennesker over alt i verden.
Du kan selv gøre en indsat lokalt. Via dit distriktsråd, landsbyråd og grønne projekter i det nære demokrati kan du, sammen med andre, arbejde aktivt for omstilling til grønnere livstil. Du kan også du stemme på nogle ægte grønne politikere til at støtte jer, når du går i stemmeboksen 21. november.
Stem ægte grønt."