Teknologi-glade piger indtog Kamstrup
Som led i kampagnedagen Girls’ Day in Science besøgte 22 gymnasiepiger teknologivirksomheden Kamstrup
Blandt fremtidens ingeniører på teknologivirksomheden Kamstrup i Stilling er der måske flere kvinder end i dag. Sådan tænker i hvert fald Lis Lange, der er Portfolio Process Manager hos Kamstrup.
Hun var i sidste uge en af tre rollemodeller på virksomheden, som tog imod 22 gymnasiepiger fra 2.g på Odder Gymnasium for at fortælle om sit eget uddannelsesvalg og karriere med en teknisk og naturvidenskabelig uddannelse i bagagen.
Pigernes besøg fandt sted i forbindelse med den landsdækkende kampagnedag Girls' Day in Science, hvor virksomheder, science centre og tekniske gymnasier over hele landet inviterede grundskole- og gymnasiepiger til en dag, hvor de fik en introduktion til de tekniske fag.
Til daglig går pigerne på gymnasiets tekniske og naturvidenskabelige linje, så tanken om en fremtid med fingrene begravet i teknologi ligger dem ikke fjernt.
Pigerne er klar til teknologi
“Jeg tror, pigerne er ved at få øjnene op for de tekniske- og naturvidenskabelige uddannelser og de karrieremuligheder, de giver. De spurgte i hvertfald meget interesserede ind til mine opgaver, og de engagerede sig virkelig i de opgaver, vi stillede dem. Jeg tror, de fandt ud af, at bredden af job muligheder er uendelig, hvis deres fundament lå i det tekniske,” fortæller Lis Lange.
“De var meget interesserede og optagede af, hvilken uddannelse jeg valgte, og hvilke overvejelser jeg gjorde mig i forbindelse med mit karrierevalg. En af pigerne bad mig noterer den uddannelse, jeg har, da hun måske havde fundet sit studievalg. Det var virkelig en fed oplevelse. Jeg er eksport ingeniør, men den uddannelse findes ikke længere. Nu hedder det global business engineer eller business development engineer,” forklarer hun.
“Og så var det også vildt sjovt at høre om deres overvejelser. De ville for eksempel gerne vide, hvor meget jeg tjener, og hvor meget jeg arbejder.”
Om sin egen rolle som en af få kvinder blandt mange mænd, fortæller Lis Lange:
“De fleste af mine kolleger er mænd, og det giver både muligheder og udfordringer. Jeg tror generelt, det ligger mere til kvinder med empati og intuition, og det tror jeg er vigtigt i forhold til ledelse. Jeg tror, det er vigtigt, at man har stort fokus på det sociale og på work life balance helt generelt.”
Der er brug for ingeniørerne
Kamstrup arbejder målrettet for at tiltrække de bedste kandidater, især inden for udvikling.
Derfor er det vigtigt for virksomheden at være med til at skabe opmærksomhed omkring de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, særligt de mange forskellige ingeniøruddannelser, der kan skabe fundamentet for en fremtidig karriere i Kamstrup.
”Vi har valgt at bruge kampagnedagen til at inspirere de unge piger til at få et indblik i vores teknologiske verden, så de får en forståelse for, hvordan virkeligheden hænger sammen med den teori, de lærer i skolen. Samtidig kan vi også se, at vi kommer til at mangle dygtige tekniske medarbejdere i fremtiden, så hvis vi kan præge dem allerede nu, kan det i sidste ende være en fordel for Kamstrup,” siger Michael Stubbe, der er Vice President for HR på Kamstrup.