Skovlundens bæredygtige tilbud vækker begejstring
Smukfest har med held skabt nye boformer på Skovlunden - men ideerne skal tilsyneladende finpudses.
Mange, men ikke alle, har valgt at bo på Skovlunden på årets Smukfest, fordi området lanceres som et sted med bæredygtighed, og hvor beboerne selv holder pladsen ren og pæn.
Andre er lidt mere tilfældigt endt på Skovlunden.
Men alle giver udtryk for, at de er glade for ideerne bag pladsen.
“Det her var det, der var, da jeg købte overnatning. Jeg vil gerne være fri for at løbe om kap for at få en plads, og selv om det ikke var derfor jeg købte plads i en iglo på Skovlunden, kan jeg godt li' tanken om bæredygtighed,” siger Rasmus Højbjerg fra Aalborg, der delte en kabine i en iglo med Joyce van Tunen fra Odense.
“Jeg kan også godt li' at alle hjælper med at holde pladsen ren. Og her ér meget renere end på Kærligheden. Men jeg synes, de har oversolgt ideen om bæredygtighed. Hvis igloen skal kunne bruges næste år, skulle de havde lavet den i et mere solidt materiale. Træpladerne er vinde og skæve,” siger Rasmus Højbjerg.
Lidt derfra sidder der en mand med skæg i et lille telt. Han er fra Sdr. Omme og vil kun præsenteres ved navnet 'Trold'. Han ville have boet på Holst, men det område, hvor han plejer at bo, er i år reserveret til campingvogne.
“Så de har ødelagt det for os, der boede der. Jeg synes ideen om at lave en mere ren plads, er fin. Men på Holst har vi også altid ryddet op efter os selv og holdt det pænt. På nær den sidste dag,” siger 'Trold'.
Og så er han ikke tilfreds med forplejningen og handels-mulighederne ved Skovlunden - samt busforbindelserne.
“Man kan kun tage en shuttlebus til Kærligheden, hvis man går 400 meter til Sherwood. Og det samme, når man skal hjem igen. Og der er ikke meget madudvalg. Skal man have en juice til sin vodka, koster en liter 80 kroner.”
Tættere på Horsensvej bor familien Kappel, forældre med teenagebørn og deres kærester i en iglo.
“Det kan stærkt anbefales, siger Kris Kappel, der bakkes op af sin mand, Anders.
“Jeg kan godt li', at alle rydder op efter sin selv, og her er helt stille. Vi bor seks i tipien, og det er fint, selv om der er tre, der snorker,” siger hun.
Mens ægtefællen afslører, at de af samme grund har købt ørepropper.
“Selv tirsdag aften, hvor det regnede, var det hyggeligt, da regnen trommede på teldugen,” siger Kris Kappel, mens parret sidder ved deres opklappede campingbord med en solcelledrevet bordlampe.
“Vi har været på Smukfest for mange år siden, mens vore børn er rutinerede Roskilde-gæster. Men de siger, at musikken er bedre på Smukfest i år, og så besluttede vi at tage af sted sammen.”
Flot, at de unge vil tage til festival med jer forældre.
“Nåh ja, men det hjælper, når det er os, der betaler, lyder det samstemmende fra Kris og Anders Kappel.
Tæt ved er der slået en masse af årets nye paptelte op. Nogle har lagt en presenning over taget, men en af campingværterne fortæller, at hun har haft et af papteltene stående i sin have 14 dage op til festivalen.
“Og den holdt fint tørt,” siger hun.
Alle 150 paptelte blev revet væk. Det samme med de 35 tipier og de tre igloer.