Fortsæt til indhold

Aarhusiansk startup får millionbeløb til at hjælpe børnefamilier ramt af kræft

ExcaliCare Children's Organisation får 1,7 millioner kroner fra Børnecancerfonden

Samfund
Arkiv

Børnecancerfonden har valgt at støtte den aarhusianske iværksættervirksomhed ExcaliCare Children's Organisation med 1,7 millioner kroner.
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Klatring, kano-sejlads, drama og musikterapi er bare nogle af de ting, børn og unge i alderen 12-17 år, der er ramt af kræft og deres søskende, prøver, når de deltager på Cool Camps arrangeret af ExcaliCare Children's Organisation.
LÆS OGSÅ: Pernille overvandt kræft: Nu danser hun sin historie
Det arbejde har Børnecancerfonden valgt at støtte med en af de største donationer, der er givet til et enkeltstående projekt. Udover at få donationen, så har Rasmus Thøger Christensen og Heidi Kirstine Støve også fået fondens pris som Årets Ildsjæle – og det var en pris, som ikke var svær at give for Børnecancerfonden.
”Det, der virkelig kendetegner de her to unge mennesker, er en stor lyst og passion for at hjælpe – både søskende, børn og familier - igennem de her rigtig svære forløb. Og det vil vi selvfølgelig gerne bakke fuldt ud op om. Rasmus og Heidi er to mennesker, der brænder rigtig meget igennem og arbejder utrolig professionelt. Det er så dejligt at mærke,” siger Marianne B. Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.
Gennem 10 år har Rasmus og Heidi med baggrund i deres lægefaglige og forskningsmæssige baggrund samt Rasmus' fortid som tidligere kræftpatient gjort et utrætteligt arbejde som frivillige på en irsk camp, hvor danske kræftramte børn og deres søskende har haft mulighed for at deltage.
LÆS OGSÅ: Store Knæk Cancer-bevillinger til Aarhus Universitetshospital
Rasmus har desuden selv deltaget på campen i Irland, da han som teenager lå syg med kræft.
”At have været med på lignende camps i udlandet - både som deltager og senere hen som frivillig – har været med til at give en unik indsigt og ikke mindst inspiration til det koncept, som vi selv arbejder ud fra i dag på vores Cool Camps i Danmark. Jeg er meget stolt over, at vi er kommet så langt og håber, at vi kan fortsætte den positive udvikling, som organisationen har haft indtil nu," siger Rasmus Thøger Christensen.
Udover at arrangere camps for børn ramt af kræft og deres søskende er planerne for 2018 at lave en familiecamp og et mentorprogram for de syge unge og deres søskende.
Det er endvidere et mål på sigt at gøre tilbuddet om gratis deltagelse i en camp til en integreret del af behandlingsforløbet for børnekræft.
dp