Hvad brænder de for - de ny politikere?
Hvad kan borgerne forvente af de 12 nye hoveder, der fra årsskiftet træder ind i det nye byråd?
Det nyvalgte byråd kommer til at bestå af 14 genvalgte, 12 nyvalgte og 1, der gør politisk comeback, Tommy Bøgehøj (C).
Hvilken konkret politisk dagsorden for Syddjurs kan vælgerne så forvente, at de nye rejser i byrådet i 2018? Og brænder for at realisere?
Lokalavisen har spurgt de 12 nye - her kommer de seks første. De sidste følger i det første nummer efter nytår:
Niels Gyldenlund Mikkelsen (Socialdemokratiet):
“Jeg kommer til at rejse en dagsorden om en reel og visionær ungdomspolitik i de kommende fire år. Jeg ønsker særligt at skabe en stærk ungdomskultur og sammenhold mellem de unge og kommunens andre grupper; helt specifikt gennem et ungdomshus skabt af de unge for de unge - et sted, de selv vælger samt fri, offentlig transport. Syddjurs skal ikke opgive de unge i de år, mange tager på studieophold, men vise, at der er boliger, job, kultur og natur til alle i vores kommune. I 2021 ser jeg en kommune med 1.000 flere unge under 30 år.”
Morten Siig Henriksen (SF):
“I og med at jeg er det yngste hoved i byrådssalen fra januar, har jeg tænkt mig at være børnene og de unges stemme. Jeg har selv haft en god barndom i Syddjurs, og jeg vil være med til at sikre, at flere får samme muligheder. Det kræver bl.a., at vi dropper tvangstestningen af børn i folkeskolen. I stedet skal vi sætte fokus på noget, der virker. Det er fx tid til læring og forberedelse, og at vi har nogle gode SFO- og klubtilbud. Disse tilbud skal også gøres billigere, da vi har mange børn, der er ramt af kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen.
Så skal man også kunne være ung i Syddjurs. Flere af ungemiljøerne er forsvundet senest ved Café Campus i Rønde. Det ærgrer mig. Vi skal sørge for, at der er også er plads til de unge i byerne. Det kan vi kun ved også at inddrage de unge i politikudviklingen. Det ku' være så godt.”
Mette Refshauge Foged (Alternativet):
“Mit vigtigste politiske projekt for 2018 er at få oprettet et bæredygtighedssekretariat som på tværs af politiske områder og forvaltninger arbejder på at skabe vækst på det sociale, miljømæssige og økonomiske område. Syddjurs Kommune skal arbejde med tre bundlinjer således, at der er fokus på både det sociale og grønne område samtidigt med, at vi har en bæredygtig økonomi. Vi skal acceptere, at investeringer i mennesker og miljø kan være en udgift på den korte bane, mens det på den lange bane giver overskud – på alle tre parametre. Syddjurs Kommune gør det fint på mange områder, men vi har brug for et sekretariat til at binde enderne sammen og arbejde meget mere ambitiøst med bæredygtighed end enkelte medarbejdere i forskellige forvaltninger kan gøre hver for sig.”
Michael Mikkelsen (Dansk Folkeparti):
“Vi skal forbedre skolebørnenes vilkår, fordi de har lange dage og alt for ringe ”arbejdsvilkår” - der hvor de er i så mange timer hver dag. Byrådet skal udfærdige en konkret plan for, hvordan vi kommer i mål med at få energirenoveret og moderniseret skoler og institutioner således, at vi får forbedret de fysiske rammer for vores børn og medarbejdere.
Den nuværende inklusionsmodel skal evalueres sammen med børn, forældre og skoler for at få klarlagt udfordringerne. Nogle børn og familier er ramt af følgevirkninger - læs ”dårligdomme” - fordi der ikke i nødvendigt omfang er taget hensyn til individets behov, men mere systemets økonomi. Svage elever skal spottes hurtigere end det sker i dag, og der skal sættes ind meget tidligere således, at vi forebygger i stedet for at behandle. Mit argument er, at det vil gavne økonomien i Syddjurs, at vi får tilrettelagt de unges hverdag på en mere smidig måde til gavn for de unge, familierne og ansatte.
Jeg ønsker, at byrådet beslutter en trafiksikkerhedspolitik, der som hovedsigte generelt nedsætter farten i byområderne. Vi bør udarbejde en plan for hele kommunens trafiksikkerhed. Fartdæmpende foranstaltninger skal anlægges, der hvor der er mange personer på og ved vejen. Der skal etableres fodgængerfelter, hvor det giver mening. Fokus skal være på de ”bløde ” trafikanter, og anlæg af flere cykelstier er vigtigt for mig.
Min dagsorden for børns trivsel og trafiksikkerhed er vigtig, fordi det for mig handler om mennesker, og jeg vil som politiker måles på, hvordan vi behandler hinanden i Syddjurs.”
Michael Stegger (Socialdemokratiet):
“Jeg vil udfordre vanetænkningen i byrådet. Til de indledende møder, vi har haft med det kommende byråd, har sætninger ofte startet med: “Vi plejer..” lydt lidt for mange gange. Med 13 nyvalgte byrådsmedlemmer, er det måske netop nytænkning, der skal til.
Jeg vil have byrådspolitik ned på jorden, ned på det niveau du og jeg som borgere i Syddjurs er på. Det vil jeg gøre ved, blandt andet at være til stede i hele vores kommune, snakke med borgerne, og tage imod input til, hvad der mangler i vores kommune. Og understøtte disse formål.
For mig er det især vigtigt, at der kommer et konkret udspil til, hvordan vores unge mennesker kan blive aktiveret i fritiden. Allervigtigst her er det, at vi får de unge mennesker på banen og lytter til deres ønsker. Jeg vil kæmpe hårdt for dette i det nye byråd.”
Ole Hansen (Socialdemokratiet):
“Jeg vil i de kommende 4 år arbejde for, at Syddjurs bliver mere tydelig med dens kvaliteter og dens potentiale som tilflytningskommune. Vi er en kommune, der består af en række større og mindre samfund. Alle med stærke fællesskaber. Jeg vil arbejde for, at Syddjurs får en meget mere aktiv tilflytningspolitik, en politik der også sætter fokus på de kvaliteter de enkelte områder besidder. Der skal investeres i en målrettet brandingproces, ligesom vi skal tilbyde attraktive boliger og byggegrunde for vores borgere og mulige tilflyttere. Det vil jeg kæmpe for i de næste 4 år. En øget tilflytning er en forudsætning for, at vi kan tilbyde et højt velfærdsniveau samt sikre udbygningen af gode og alsidige tilbud for alle borgere i kommunen.”