Fortsæt til indhold

Blodbøgen kan blive Hørnings vartegn

Der er nu en række anbefalinger om ny indretning af Torvet i Hørning - blodbøgen indgår i disse

Samfund
Af Jørgen Bollerup Hansen

Blodbøgen, der vokser på Nørre Allé i Hørning, kan blive et nyt vartegn for Torvet - måske endda suppleret med nye blodbøgetræer langs torvestrækningen.

Ideen er, at det gamle træ skaber identitet og trække referencer til Hørnings historie.

Anbefalingen indgår i de råd og ønsker, som arbejdsgruppen, der har været nedsat med politikere og lokale repræsentanter for at komme med ideer til udvikling af Torvet i Hørning, har afleveret.

Disse anbefalinger er nu også konfirmeret af Miljø- og Planudvalget og sendt videre til endelig godkendelse i Økonomiudvalget og byrådet.

En række af ideer

Blandt anbefalingerne er der en række nye ideer. Torvestrækningen fra Vester Alle til Århusvej skal være det naturlige valg til transport af børn mellem skole, klub og boldbaner og samtidig bringe pendlere hurtigt ind til centrum.

Den grønne forbindelse mod nordvest til Toftegårdsvej og Elgårdsmindestien kan indgå .

Det anbefales, at der indrettes mindre, permanente zoner til ophold og aktivitet af forskellig art og med fleksibel indretning, så der er mulighed for at veksle mellem p-areal og plads til større arrangementer.

Det skal være muligt at lukke helt af for biler mellem nogle af disse aktivitetszoner til særlige arrangementer.
Zonerne skal henvende sig til alle aldre, til flere funktioner og indrettes med høj kvalitet.

Tilgængeligheden til p-pladser for biler og cyklister ønskes samtidig øget. Mens trafiksikkerheden skal være højt prioriteret.