Vidste test var positiv
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
En 40-årig mand fra Brabrand fik flere sigtelser på halsen, da en patrulje standsede ham i bil på Jernaldervej i Aarhus i går. Han blev standset, fordi han talte i mobiltelefon under kørsel, og da han blev standset, kastede han en joint ud af vinduet, oplyser Østjyllands Politi.
Det viste sig, at den 40-årige mand har fået frakendt sit kørekort, og så nægtede han at tage en narkometertest, som han selv var sikker på, ville være positiv. Alt i alt blev det således til fire sigtelser.
Andre nyheder fra døgnrapporten:
Tyveri: En 32-årig kvinde blev i går klokken 20.36 anholdt i Salling i Søndergade i Aarhus, da hun forsøgte at stjæle to flasker sprut. En vagt tog fat i kvinden, der havde lagt flaskerne i en pose og var gået ud på gaden uden at betale. Vagten tilkaldte politiet, der sigtede kvinden for tyveriet, som hun erkendte. Det viste sig, at kvinden også var efterlyst for et andet tyveri i butikken Prag i Nørregade. Her havde hun stjålet neglelak, men var blevet afsløret af overvågningsbilleder. Hun blev derfor anholdt og sigtet for begge tyverier.
Færdselsuheld: Uheld i går klokken 10.40 i Jægergårdsgade i Aarhus. En lastbil var kørt op i en personbil, så der skete en mindre skade på bilens kofanger. Der kom umiddelbart ingen personer til skade ved uheldet.
Indbrud:
På P.P. Ørums Gade i Aarhus begået i går mellem kl. 07.30 og 13.30
På Helenelyst i Brabrand begået i går mellem kl. 08.15 og 17.00
På Engblommevej i Risskov begået i går mellem kl. 16.00 og 17.30
jr