Fortsæt til indhold

Udviklingen af Lisbjerg tager fart

Forslag til udviklingsplan for Lisbjerg blev behandlet mandag

Samfund
Arkiv

Mandag behandlede magistraten forslaget til en udviklingsplan for Lisbjerg nord for Aarhus.
I en pressemeddelelse oplyser Aarhus Kommune, at ambitionen for forstaden, der ligger blot ni kilometer fra Aarhus centrum, er, at den i løbet af de kommende årtier bliver til en tæt og urban by med cirka 25.000 indbyggere.
'Nye, levende byområder skal smelte sammen med den eksisterende landsby, så Lisbjerg fremover bliver en mangfoldig by på størrelse med Svendborg,' lyder det.
LÆS OGSÅ: Folkekær skuespiller lægger navn til ny gade i Aarhus
Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø, har store forventninger til fremtidens Lisbjerg.
”Lisbjerg spiller en central rolle, når det handler om at skabe plads til flere indbyggere, flere virksomheder og flere institutioner. Vi vil skabe en bæredygtig by, som i fremtiden kan tilbyde det bedste af landsbyens fællesskaber, familieboligens privathed og midtbyens mangfoldighed,” siger han.

Når det netop er Lisbjerg, der er udpeget som et af Aarhus' store byudviklingsområder, skyldes det blandt andet placeringen med mindre end et kvarters kørsel til midtbyen med den nye letbane og under ti kilometer til midtbyen ad den nye supercykelsti.
LÆS OGSÅ: Ny plan for Aarhus: Sådan skal kommunen udvikle sig
Dertil kommer, at der fra Lisbjerg er direkte adgang til det østjyske motorvejsnet.
Udviklingen af Lisbjerg skal foretages etapevis over de næste mange år, og i planen bliver der udpeget en række åbningstræk, som skal sætte gang i udviklingen.
Det omfatter blandt andet et forskønnelsesprojekt for Randersvej, etableringen af enstiforbindelse til nabolandsbyerne og en ny vej til forbrændingsanlægget, så den tunge trafik ikke længere skal ad Randersvej gennem Lisbjerg.
Udviklingsplanen for Lisbjerg forventes til behandling i byrådet i begyndelsen af det nye år, inden den bliver sendt i offentlig høring.
dp