Fortsæt til indhold

Dele af ansigtet bidt af

Samfund
Jacob Nielsen

Tidligt lørdag morgen blev en 36-årig mandlig taxachauffør angrebet af to taxakunder, efter han havde kørt dem en tur i Helsingør. Det skriver Helsingør Dagblad.
Der opstod ballade om betaling af regningen til de to mænd, som skulle til Hestens Bakke i Vapnagaard-området. Chaufføren blev på brutal vis bidt i ansigtet og udsat for anden vold af de to gerningsmænd.

Ifølge Ekstra Bladet blev chaufføren fastholdt i et halsgreb bagfra af den ene kunde, mens han lå ned, mens den anden bed ham i ansigtet.

"Han er bidt, så en del af næsen er bidt fra, plus at han har fået bidt et stort stykke kød af oppe i tindingen," fortæller anklager Christina Grue fra Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.
De to gerningsmænd er anholdt. Det drejer sig om en 23-årig og en 26-årig mand. Ifølge Helsingør Dagblad har den ene af dem også fået skader, fordi vidner kom ilende til og hjalp taxachaufføren, da de så overfaldet.