Fortsæt til indhold

Føtex-butik i Aarhus deler overskudsvarer ud juleaftensdag

24. december vil der ved morgentid sandsynligvis være lange køer foran Føtex på Frederiks Allé

Samfund
Arkiv

Føtex på Frederiks Allé i Aarhus C uddeler morgenen på juleaftensdag madvarer, der er i overskud, ud til trængte borgere, som har brug for en ekstra håndsrækning i julen..
Maden er hentet ind fra en stribe Føtex-butikker i Aarhus, skriver kæden i en pressemeddelelse.
Overskudsvarerne er mad, som ikke er blevet solgt, når Føtex lukker butikken den 23. december og som ikke kan holde sig til efter juledagene.
Om morgenen bliver maden delt ud i poser efter først-til-mølle-princippet klokken 8. Uddelingen varer, indtil alt er delt ud.
"Vi vil knokle på hele natten, hvis det er det, der skal til, for at vi kan stå klar til at uddele vores overskudsvarer til nogle mennesker, som virkelig har glæde af det. Hvis det skulle vise sig, at der møder mange mennesker op, så står vi klar med kaffe og godter til at skabe lidt god julestemning i køen," siger varehuschef i Føtex på Frederiks Allé, Klaus Aaby Aaes.
LÆS OGSÅ: Karin Salling åbnede Føtex-butik nummer 100
Han opfordrer folk til at respektere, at maden går til dem, der har allermest brug for det, da Føtex ikke på forhånd kan garantere, hvor meget mad der er at dele ud.
Overskudsvarerne er samlet ind fra ni Aarhus-varehuse i centrum, Højbjerg, Viby J, Aarhus Nord, Egå og Brabrand.
LÆS OGSÅ: Disse bøffer er lavet 100 procent af planter
Til at uddele varerne har medarbejdere meldt sig frivilligt til at give en hjælpende hånd.
"Der er en stor glæde ved at kunne give noget videre til andre. Jeg er virkelig stolt over, at så mange kolleger vælger at bruge deres fridag på at glæde andre," siger Føtex' direktør, Thor Jørgensen.
Juleuddelingen af overskudsvarer startede sidste år som et lokalt initiativ i Føtex i Vanløse. I år er erfaringerne brugt til at brede juleinitiativet ud i hele landet, hvor 57 Føtex-butikker donerer overskudsmad, som bliver samlet og uddelt i seks byer: Aarhus, Aalborg, Vejle, Odense, Vanløse og Albertslund.
dp