Ældre kvinde dræbt i færdselsuheld
En ældre kvinde blev tidligere i dag dræbt i et trafikuheld i Lystrup. Hun er endnu ikke identificeret
En ældre kvinde blev i dag klokken 16.10 dræbt i et færdselsuheld i Lystrup. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Kvinden gik med sin hund ad Sønderskovvej. I forbindelse med at hun ville krydse Sønderskovvej, blev hun ramt af en personbil, der kørte ad Sønderskovvej mod nord. Personbilen blev ført af en 32 årig mand fra Aarhus. Han er uskadt. Der blev sendt ambulance, læge og politi til stedet.
Politiet er sammen med en bilinspektør i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder omkring uheldet, herunder endelig fastlæggelse af kvindens identitet. Der er rutinemæssigt udtaget blodprøver af begge parter.
Østjyllands Politi oplyser, at man ikke på nuværende tidspunkt kan give yderligere oplysninger omkring uheldet.
jwh