Fortsæt til indhold

Politidrab kommer for retten 12. september

26-årig sigtet ventes at forblive varetægtsfængslet indtil retssagen kommer for

Samfund
Finn Due Larsen

Der er nu sat dato på retssagen om drabet på den 43-årige politimand Jesper Jul. Sagen er berammet til Glostrup Ret den 12. september.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
En 26-årig mand er sigtet for drabet, der fandt sted den 6. december på politigården i Albertslund. Manden har været varetægtsfængslet siden 7. december, og er flere gange siden gået med til en frivillig forlængelse af fængslingen.
Det skete også i sidste uge, og hos anklagemyndigheden forventes det, at den 26-årige vil være varetægtsfængslet frem til retssagen kommer for ved Glostrup Ret.
“Jeg kan ikke forestille mig, at man vil løslade ham inden”, siger specialanklager Morten Frederiksen.
Den 26-årige mand har hele tiden nægtet sig skyldig i drabet. Han har siden fængslingen gennemgået en mentalundersøgelse. Resultatet af undersøgelsen foreligger endnu ikke, forklarer Morten Frederiksen.
Undersøgelsen kan få afgørende betydning for hvilken straf anklageren vil kræve, hvis den 26-årige dømmes skyldig.
Den 43-årige Jesper Jul blev skudt på klos hold på politigården tidligt om morgenen den 6. december, og døde senere af sine kvæstelser.