Fortsæt til indhold

Susan K er blevet uretfærdigt behandlet

Over 400 har på under et døgn meldt sig ind i Facebook-gruppen 'Boykot Kurts Mor', der er blevet oprettet af Bianca Millner som en reaktion på gårsdagens fyring af Susan K. Nielsen

Samfund
Jonas Wrede Hansen

I går aftes kom det frem, at realitystjernen Susan K. Nielsen var blevet fyret som bartender på Kurts Mor, efter et par havde oralsex på et bord under Susan K. Nielsens vagt.
Det fik i går Bianca Millner til at oprette Facebook-gruppen 'Boykot Kurts Mor', da hun på ingen måde synes, at det er i orden, at den landskendte bartender i går fik en fyreseddel.
"Der er mange, der synes, at det er uretfærdigt. Susan har gjort rigtig meget for Kurts Mor. Hun har fået mange kunder, og de vil følge med hende ud. Der er en stor flok, som i hvert fald ikke kommer på Kurts mere," fortæller Bianca Millner til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:
"Det er slet ikke i orden, at Betty, (Indehaveren af Kurts Mor, red.), lægger fyringen op på Facebook."
Hun har selv set en video af episoden, som fik den populære bartender fyret.
"Man kan tydeligt høre, at Susan beder dem (parret, der har oralsex, red.) om at gå på toilettet. Man kan høre, at hun er forarget over episoden," fortæller Bianca Millner.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Susan K tilbage i 2010, da hun deltog i Paradise Hotel. Tirsdag aften blev hun fyret som bartender hos Kurts Mor

Har selv karantæne

Det er da heller ikke kun Bianca Millner, der føler, at fyringen er uretfærdig. På under et døgn har protest-gruppen mod det aarhusianske værtshus fået over 420 medlemmer, og det overrasker ikke gruppens stifter, der selv ser gruppen som en støtte til Susan K. Nielsen.
"Der er mange, der står 100 procent bag hende. Hun er vores egen lille solstråle," fortæller Bianca Millner, som selv har fået livslang karantæne fra Kurts Mor.
"Man får livslang karantæne for et godt ord. Jeg har selv fået en livslang karantæne for to år siden," fortæller hun.
Lokalavisen Aarhus har forsøgt at få en kommentar fra Kurts Mor, men værtshuset er endnu ikke vendt tilbage.