Der er plads til alle i skateboardskolen
Fra 20. august er der igen åbent for træning hver søndag i skatehallen i Højbjerg
Børn og voksne, drenge og piger, nybegyndere og øvede. Der er plads til alle, når Skateboardskolen Aarhus hver søndag er åben i skatehallen på Søren Nymarks Vej i Højbjerg.
Lokalerne tilhører Aarhus Skatescene, som skateboardskolen samarbejder med. Bag initiativet står tre unge mennesker med en mission om at videregive glæden ved at skate.
“Vi har selv skatet i mange år og ved, at det er svært at komme i gang, hvis man er helt ny. Hvilket udstyr skal man have? Hvordan gør man? Hvem skal man skate med? Og hvor skal man skate?
Spørgsmålene er mange, og der var en åbenlys mangel, som vi ville gøre op med,” fortæller de tre bagmænd, Anne Eggebrecht, Jon Jakobsen og Morten Maagaard.
På Skateboardskolen Aarhus får medlemmerne den grundlæggende viden i trygge rammer, inden de indtager gaderne.
Størstedelen af skaterne på Skateboardskolen Aarhus er i alderen 7-13 år, men faktisk spænder alderen fra fire til 63 år. Flere af børnenes forældre har bevæget sig fra loungeområdet i det ene hjørne af hallen og ud på ramperne side om side med deres børn.
På mange punkter minder Skateboardskolen Aarhus om en traditionel idrætsforening. Man sætter rammerne i form at boards, udstyr og ekspertise, og så er det op til medlemmerne at lære, hvad de vil.
jesl