Sådan skal du håndtere juleaffaldet
Aarhus Kommune har lavet en guide til, hvordan affaldet skal håndteres korrekt
Der er mere af alt i denne søde juletid - især affald.
Faktisk var der i december 2016 hele 211 ton mere affald end en gennemsnitlig måned i Aarhus.
Det svarer til cirka 22 fyldte skraldebiler, og i år bliver det sikkert ikke meget anderledes, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Kommunen har lavet en guide til, hvordan den megen juleaffald afleveres på korrekt vis og dermed sikrer en effektiv bortskaffelse.
Juletræet
Når du har plyndret juletræet, kan du aflevere det dryssende træ på genbrugsstationen. Husk at fjerne al julepynten. Juletræer kan også blive afhentet som storskrald, hvis du bor i Midtbyen. Bestil afhentning af juletræer i Midtbyen på www.affaldvarme.dk/storskrald
Gavepapir
Gavepapir sorteres fra og lægges i beholderen til papir og småt pap. Tidligere skulle gavepapir ikke smides ud som ”papir”, men det skal det altså nu. Husk at fjerne oplagte tape-rester og især gavebånd.
LÆS OGSÅ: Northside: Nu skal du spise af sidste års affald
Gavebånd
Gavebånd skal ud sammen med det almindelige restaffald. Det må ikke komme til genbrug sammen med papir og småt pap. Selv små stykker gavebånd kan sætte sig fast i sorteringsanlæggene og sætte sorteringen i stå.
Juledekorationer
Lige så kønne de er før jul, ligeså triste er de i januar. Organisk materiale som gran og kogler kan komposteres og afleveres som haveaffald på genbrugsstationerne. Kugler, lys og bånd skal sammen med ler og oasis (blomsterskum) til restaffald eller småt brændbart på genbrugsstationen.
Julekalendere
Julekalendere er ofte lavet af karton og må derfor gerne komme sammen med papir og pap til genanvendelse. Dog skal eventuelt plastik i chokoladekalendere fjernes. Det kan afleveres som plast til genanvendelse.
LÆS OGSÅ: Alternativet: Aarhus skal være plastfri
Julekort
Julekort er som regel lavet af karton og skal i beholderen til papir og småt pap. Men hvis julekortet er et af dem med musik, som er forsynet med batterier eller ledning, skal det afleveres som elektronisk affald eller batteriet tages ud og afleveres separat.
Pap
Småt pap fra indpakning (pap, bølgepap, karton) kan du lægge i beholderen til papir og småt pap. Stort pap skal i papcontaineren på genbrugsstationen eller afhentes som storskrald ved din hoveddør. Husk at fjerne plastik og metaltråde, hvis det f.eks. drejer sig om legetøjsindpakning. Bestil afhentning af storskrald på www.affaldvarme.dk/storskrald
Batterier
Batterier findes i flere ting end vi tror, og rigtig mange juledimser er batteridrevne. Husk at tage batterierne ud af det syngende julekort og de blinkende rensdyrgevirer. De brugte batterier kan du enten lægge i en klar pose oven på låget af en af dine affaldsbeholdere, lægge i batteriindkastet på en nedgravede beholder eller aflevere dem på genbrugsstationen.
Fyrværkeri
Nej, det er ikke decideret juleaffald, men det bliver aktuelt lige om lidt: Brugt fyrværkeri skal i restaffald eller småt brændbart på genbrugsstationen. Drejer det sig om ubrugt fyrværkeri eller fusere, skal det afleveres som farligt affald på genbrugsstationerne.
dp