“Den, guderne elsker, lader de dø ung”

Der er 50'er-fest på plejehjemmet Jægersborghave. Der er prikkede balloner, amerikanerbiler i pap og opdækkede langborde. Personalet har blonde og sorte parykker på, læbestift og rouge.
En kvinde iført rød strutkjole og hvide sokker i et par ballerinasko lister ind på Thore Branths værelse.
“Jeg ville bare lige vise dig det,” siger hun og snurrer rundt om sig selv, så hestehalen flagrer.
Thore smiler fra sin plads i lænestolen.
“Ja, sådan så de ud i 50'erne,” siger han.
Thore Branth husker det årti ganske godt. Han blev født den 29. september 1917, samme måned som den russiske revolution brød ud. Det betyder, at han snart kan fejre sin 100 års fødselsdag.

Da alt var hestekræfter

Når han tænker tilbage, lyser nogle perioder fra hans liv stærkere op end andre. For eksempel barndommen som den yngste af fem søskende på en stor gård på Stevns og tiden i hæren – først som værnepligtig og siden som officer og modstandsmand.
Begge verdener blev i begyndelsen drevet af heste. Heste trak plove og hølæs. Heste trak kanonerne. Thore fik sin første hest, da han var fire år gammel. Senere red han i skole hver dag. Den sidste ridetur, Thore var på, gik gennem Dyrehaven. Da var han 76 år.
“Ridning er den eneste sport, hvor du skal arbejde sammen med et dyr, og det kan ikke nytte noget, at du kommer ud om morgenen og er møgsur. Den første time med en hest går med at finde ud af, hvordan er dit humør i dag, og hvordan er mit, og kan vi få noget ud af det sammen? Det er en meget spændende ting. Og den glemmer intet. Hvis en hest er blevet forskrækket for en ting en dag ude i skoven, så reagerer den resten af tilværelsen på netop dét sted,” fortæller Thore, der i de år, han var en del af hærens artilleri, oplevede en bevægelse fra ren hestekraft til en dagligdag, hvor han analyserede atomaffald i den bunker i Bernstorffsparken, som nu er øvelokale for unge musikere.
Udover et indblik i den hastige teknologiske udvikling, lærte dagene i uniform ham om disciplin, organisation, ledelse, undervisning:
”Og så en anden meget vigtig ting: Man mødte alle andre sociale grupper end ens egen. Man lærte mere om mennesker, end man kunne i noget andet job, og det kom mig til gode senere hen.”
Da 2. Verdenskrig kom, følte Thore det som en naturlig forlængelse af sin soldatertid at gå ind i den danske modstandsbevægelse. Her sørgede han blandt andet for at træne unge mænd i at bruge, transportere og opbevare skydevåben.
Det var på en måde også krigen, der førte Ellen og ham sammen. Den var netop slut, da de faldt i snak til et selskab hos fælles bekendte.
Ellen var vendt hjem til Danmark fra England, hvor hun havde aflyttet tyske skibe for den engelske flådes hemmelige efterretningstjeneste. Hun var en spændende kvinde, syntes Thore og holdt samtalen kørende.
I 1947 giftede de sig, og snart fik de begge job i København, hun på universitetet som underviser, oversætter og senere medlem af administrationen. Og han i Industrirådet (nu Dansk Industri), hvor han gennem 32 år var mellemmand mellem virksomheder, ministerier og politikere.

Sundvænget, en landsby

I 1951 flyttede parret ind i et rækkehus på Sundvænget i Hellerup, som Ellens far havde købt tilbage i 1926, og hvor de blev boende i 65 år.
“Det var et helt usædvanligt sted. Det var en lille landsby, egentlig. Vi kom hinanden ved og hjalp hinanden med børnene og skolegang og alt det der. Det var virkelig et ideelt samfund. Og jeg kan se det her på mine gamle dage, for gamle venner og genboer og naboer kommer stadigvæk og besøger os og holder os ajour med, hvad der sker i Sundvænget.”
Tiden tæller to børn, fire børnebørn og tre oldebørn, der stadig ejer rækkehuset, som det var hårdt for Thore og Ellen at flytte fra.
“Det var at miste sin selvstændighed. For selvom personalet her er dygtige og søde og gør, hvad de kan, må man jo indrette sig efter hinanden.”
Thore ved ikke rigtigt, om han har lyst til at deltage i 50'er-festen, der går i gang om lidt rundt omkring på plejehjemmet, og han synes heller ikke, der skal gøres en masse ud af hans 100-års fødselsdag.
“Jeg siger som de gamle grækere: Den guderne elsker, lader de dø ung. Det er ikke nogen lykke at blive så gammel, selvom jeg er sluppet forholdsvist heldigt,” siger han og nævner, at han har en forkalkning i rygmarven, der har lammet nervesystemet i begge ben og gør ham afhængig af en rollator.
Men vigtigere er, at Ellen, som han kunne fejre 70 års bryllupsdag med i sommer, kæmper mere og mere for at fastholde en fornemmelse af tid og sted.
Hvad gør dig glad i hverdagen?
“Når min kone kommer ind og siger, hun elsker mig, for den halvdel af hendes hjerne, der virker, har jeg absolut glæde af.”