Venskabet ramte lige i solar plexus på den kærligste festival
Den omvendte inklusionsfest tog os med storm. Efter tre dage på Sølund er vi klar til at hylde nærværet, hjertevarmen og venskabet
“Venskab! Det er fan'me et vigtigt budskab. Vi ved det, for vi har overlevet på det de seneste år. Det at stå sammen. Stå op for hinanden. Spille musik sammen. Høre musik sammen. Danse sammen. Skraldgrine sammen. Komme op at toppes. Elske hinanden. Være stille sammen. Venner, vi dedikerer Sølund Musik Festival 2017 til venskab.”
Sådan skrev festivalleder Lasse Mortensen på Sølund Musik Festivals facebook side fredag morgen bare 16 minutter efter Infernal havde sat et smukt punktum for årets festival.
En vellykket festival med totalt udsolgt, 15.000 gæster, 8.600 Tovli' Tirsdag-gratister, overskud for første gang i flere år, et voksende antal overnatninger og ikke så meget som en eneste anmærkning i karakterbogen fra ordensmagten.
På Sølund Musik Festival er tiden sin egen. Her er man tilstede i nuet; nærværende og imødekommende.
Om det var Kandis, Kim eller Kjær, så sitrede livsglæden i den lune sommerluft. Sammen oplevede vi nogle af de største musikalske navne, Danmark kan præstere.
Det var en fed fest, venner. Tak fordi vi måtte være med.